Rykkede ud til mistænkeligt dødsfald

Politiet rykkede massivt ud til et dødsfald i Skive lørdag aften.

Midt- og Vestjyllands Politi fik lørdag aften en melding om et mistænkeligt dødsfald i en lejlighed på Holstebrovej i Skive. Derfor rykkede de ud med både politi, ambulance, kriminalteknisk afdeling og retsmedicinere. Beredskabsstyrelsen var desuden klar med telte og lys.

- Der var nogle unormalt ting derude, og når vi har mistanke om en forbrydelse, så er vi nødt til at rykke massivt ud, siger Henrik Nielsen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Naturlig død

Efter flere timers undersøgelser af stedet og den afdøde mand, der kommer fra Skive, mener Politiet nu at kunne slå fast, at der ikke var tale om en forbrydelse men i stedet en naturlig død.

Den afdøde mand skal obduceres mandag.