Ro-elite samlet til DM i Holstebro

Over 400 kano- og kajakroere her i blandt også en OL-sølvvinder er i weekenden samlet til DM på Vandkraftsøen i Holstebro.

DM i kajak Holstebro

Den lokale kajakklub Pagaj i Holstebro er i weekenden værter for DM i kano og kajak.

Over 400 roere fra 33 klubber i hele landet deltager i stævnet, der foregår på Vandkraftsøen. Roerne er lige fra 10-12-årige talenter til seniorer.  Blandt seniorerne er en række roere, der netop er kommet hjem fra OL i Rio - blandt andre René Holten Poulsen og OL-sølvvinder i 500 meter enerkajak Emma Jørgensen.

- Det er lidt koldere her, og vandet er lidt tungere end i Rio, men det er super hyggeligt og meget stille og roligt, så det er dejligt. Men det er lidt svært at sætte sig op til, når man stadig er træt efter OL, siger Emma Jørgensen, der lørdag vandt 4 medaljer, tre guld- og en sølvmedalje.

Perfekte forhold

DM i kano og kajak i Holstebro er det største stævne af sin slags i Danmark. Mellem 60 og 70 frivillige sørger for, at hele arrangementet kører, og flere end 1000 forældre og pårørende er med for at heppe.

- Forholdene er perfekte, og der er styr på det. Baneanlægget er super, og klubben gør en kæmpe indsats, for at det hele fungerer, så der er kun ros, siger Ole Tikjøb, formand for Dansk Kano og Kajak Forbund.

Distancerne ved DM er 200 meter sprint, 500 og 1000 meter, og så er der 2500 meter for ungdom samt 5000 meter for seniorerne. 

I bådene er enten en, to eller fire mand, og det er primært kajakker, men der er også kanoer med. Over halvdelen af deltagerne er drenge eller mænd.

Kajakklubben Pagaj, der er værter for danmarksmesterskabet, har selv 12 ungdomsroere og 4 seniorroere med til mesterskabet.

DM i kano og kajak bliver primært holdt på Vandkraftsøen i Holstebro eller på Bagsværd Sø ved Gladsaxe.

1:55