Rekordmange indbrud i biler

Midt-og Vestjyllands Politi jagter gerningsmændene bag rekordmange indbrud i biler i den seneste uge.

Politi_1_type1.jpg

Hele 175 gange blev der i uge 43 begået indbrud i personbiler og varebiler i Midt- og Vestjylland. I den tilsvarende uge sidste år var der 98 anmeldelser.

- Antallet af biltyverier i år er meget højere, end det vi tidligere har set, siger vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi til tvmidtvest.dk. 

Mistanke om østeuropæiske gerningsmænd

Tyvene går typisk efter GPS-udstyr, værktøj og autoradioer, uddyber Jens Claumarch, og politiet har mistanke om, at det er østeuropæere, der står bag.

- Gerningsmændene går bevidst og målrettet efter især GPSer. Vi tror simpelthen ikke på, at så mange GPSer kan afsættes herhjemme, siger Jens Claumarch.

Viborg har rekorden

Viborg har været særligt hårdt ramt af biltyverierne. Alene i weekenden var der 56 anmeldelser. Langt de fleste af tyverierne var koncentreret omkring tre veje øst for Nørre Sø.

Politiet hører meget gerne fra borgere, der har været vidne til mistænkelig adfærd omkring biler.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.