Rekordår for hoteller kan ikke mærkes i Midtjylland

Aldrig har der været så mange hotelovernatninger på danske hoteller, som der var i 2018. Det mærker man bare ikke godt af i Midtjylland.

Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

På trods af at danske hoteller i 2018 satte rekord, så er det altså ikke alle steder, hvor det kan mærkes. I hele region Midtjylland var der nemlig færre hotelovernatninger end året forinden.

Tallene fortæller ikke hele historien om et marked præget af hård konkurrence, og hvor det desværre ikke er alle, der kan glæde sig over høje belægningsprocenter.

Jens Zimmer Christensen, Formand, HORESTA

Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.

- Mens det går godt i København og Syddanmark, så har Sjælland og Midtjylland oplevet et fald i antallet af hotelovernatninger. Tallene fortæller ikke hele historien om et marked præget af hård konkurrence, og hvor det desværre ikke er alle, der kan glæde sig over høje belægningsprocenter, siger Jens Zimmer Christensen, der er fomand for brancheorganisationen HORESTA.

2018 var et rekordår for det danske hotelmarked. De danske hoteller oplevede nemlig hele 16 millioner overnatninger på landsplan, som er 450.000 flere end i 2017.

Læs også For første gang i 12 år: Badehotel har været åbent i et år uden at gå konkurs

Midtjylland mærkede et fald i antallet af hotelovernatninger fra 2017 til 2018, men ifølge den regionale formand for HORESTA er der ikke grund til bekymring endnu.

- 2017 var et godt år for det midtjyske hotelmarked. Det skyldes primært, at Aarhus var Kulturhovedstad, hvilket betød, at mange besøgte hele regionen. I 2018 mærkede vi et dyk, men jeg tror på, at vi kommer tilbage til den udvikling, vi så frem til 2017, fortæller formand og hotelejer Jakob Beck Wätjen.

I region Nordjylland er tallene stort set uændret fra 2017-2018.