Rekord i Thy: Varmeste septemberdage nogensinde

Historisk varmebølge går hen over Danmark lige nu. I Vestervig er det ikke set før i de 142 år, der findes vejrdata for.

Solen bager fra oven, og det har slået en af alle tiders vejrrekorder ved målestationen i Vestervig.
Solen bager fra oven, og det har slået en af alle tiders vejrrekorder ved målestationen i Vestervig.

Med temperaturer op til 29,9 grader, landsdækkende varmebølge og lokalt hedebølge - så er det en helt usædvanlig sommervarme vi lige nu oplever her midt i september måned.

Hvor usædvanligt det er viser daglige temperaturmålinger helt tilbage fra 1874, som TV 2 VEJRET har gennemgået.

Vestervig har aldrig haft varmebølge i september

Et af de steder i landet, der har den type historiske temperaturoptegnelser er vejrstationen ved Vestervig i det sydlige Thy, hvor man de seneste døgn har mærket sommervarmen og også haft varmebølge.

Temperaturen kulminerede tirsdag med 29,7 grader i Vestervig, hvor gennemnittet af dagens højeste temperaturer mandag, tirsdag og onsdag lyder på hele 27,5 grader - som dermed er langt over grænsen for, hvornår der er tale om varmebølge (25 grader).

Og det er første gang der nogensinde er registeret varmebølge i Vestervig i september måned i de 142 år de daglige vejrdata går tilbage i tiden.

Det man helt lokalt oplever lige nu i Vestervig er således ikke sket før - i mindst 142 år, og således har vi i den periode sikkert aldrig haft hverken landsdækkende varmebølge eller som man oplever det i Borris i Vestjylland lokalt hedebølge i september måned.

Det tætteste man har været på varmebølge i Vestervig i september var i 1875, hvor der i tre dage før den 11. september var et gennemsnit af dagens højeste temperaturer på 24,6 grader. 

Historisk sommervarme kulminerede tirsdag

Sommervarmen kulminerede tirsdag med 29,9 grader i Vester Vedsted ved Ribe, som var den højeste temperatur målt i september siden 1947.

I København havde man tirsdag med 27,3 grader den varmeste dag målt så sent på året, og i Vestervig viste termometeret 29,7 grader, som er varmegrader, man kun har oplevet én gang højere i september i de seneste 142 år. 

1:32
Tirsdag: Varmen kulminerede - også på stranden i Ringkøbing.