Regn ikke med sneploven denne vinter

Flere kommuner sparer på snerydningen, fordi de er trængte på økonomien.

snerydlaro001.jpg

Vinteren står for døren og bilisterne kan godt begynde at indstille sig på, at vejene mange steder bliver væsentligt mere glatte end tidligere. Flere midt- og vestjyske kommuner har nemlig så dårlig økonomi, at de skærer hårdt på budgettet for saltning og snerydning.

I Silkeborg Kommune har politikerne for eksempel besluttet at spare en million kroner på glatførebekæmpelsen.

 - Det er en serviceforrringelse som man godt kunne have undværet, men på den anden side én som vi godt kan leve med, siger borgmester, Hanne Bæk Olsen.

Folk på landet bliver ramt

Besparelserne rammer blandt andet de mindre veje på landet. Nogen steder kommer sneploven ikke forbi veje med kollektiv trafik, med mindre der ligger over 12 centimeter sne. Og generelt vil der gå længere tid, inden der bliver saltet præventivt i flere kommuner, ligesom de mindre villaveje heller ikke skal regne med at se saltsprederen så ofte. Det gælder blandt andet i Ikast-Brande, Herning, Favrskov og Silkeborg.

Stram økonomi får skylden - igen

Alle kommunerne har været gennem store sparerunder for at få næste års budget til at hænge sammen, og flere af dem skal spare to- måske enda trecifrede millionbeløb.Nu kan vejene altså heller ikke længere undgå at stå for skud. Vejene er nemmere at spare på, end f.eks. hjemmehjælpen og børnepasningen, lyder den typiske forklaring fra politikerne.

Se mere i TV/MIDT-VEST lørdag den 24. oktober 19.30.