Regionen ind i kamp mod atomaffald

Regionen ind i kamp mod atomaffald

Region Midtjylland støtter nu Skive og Struer kommuner i kampen mod atomaffald.

Politikerne i regionsrådet i Region Midtjylland besluttede i dag at støtte to midt- og vestjyske kommuner i deres kamp imod atomaffald.

- Vi er enige med de to borgmestre i, at det er helt naturligt at finde nogle samarbejdspartnere i udlandet, der har erfaring med at håndtere atomaffald, der er langt farligere, end det vi har i Danmark. Sådan en aftale må man kunne indgå. Det koster måske lidt, men det ville jo også være rigtig, rigtig dyrt, at placere det i Danmark. Så det er synes vi (Regionsrådet red.) også, at regeringen skal arbejde rigtig hårdt på, siger formand for Region Midtjylland, Bent Hansen (A).    

Skive og Struer Kommuners kamp for ikke at blive sidste hvilested for 5000 kubikmeter radioaktivt affald fra forsøgsstationen Risø har været hård. Både politikere og borgergrupper har sat hælene i og gang på gang opfordret Sundhedsminister, Astrid Kragh, til at genoverveje beslutningen om at flytte det radioaktive affald.

De to kommuners borgmestre har opfordret regionsrådet til at protestere mod regeringens planer om at der kan placeres atomaffald på Thyholm, i Thise eller vest for Skive og i dag besluttede politikerne i regionsrådets forretningsudvalg at støtte kommunerne i deres kamp.