Regeringen vil forkorte ugen for folkeskoleelever

Regeringen vil have folkeskoleeleverne 1,8 timer mindre på skolebænken om ugen, skriver Politiken.

Ifølge Politiken vil regeringen give folkeskoleeleverne en kortere skoledag.
Ifølge Politiken vil regeringen give folkeskoleeleverne en kortere skoledag.
Foto: Troels Esmarch

Landets folkeskoleelever skal have en kortere skoledag, hvis det står til regeringen. Det viser et endnu ikke offentliggjort udspil, skriver Politiken.

Ifølge avisen vil regeringen foreslå, at skoleugen forkortes 1,8 timer i gennemsnittet. Regeringen vil tirsdag præsenterer et folkeskoleudspil, hvor forslaget vil indgå.

Minimumtallet for børnehaveklassen til og med 3. klasse er 30 timer om ugen, det skal fremover snittes ned til 27,8 timer. Mens mellemtrinnets ugentlige timetal skal fra 33 timer til 31,5 timer.

I udskolingen foreslår regeringen at barbere timetallet til 33,5 timer fra 35 timer, skriver avisen. Regeringen ønsker færre af de såkaldte understøttende undervisningstimer til fordel for flere traditionelle fagtimer som dansk og matematiktimer.

De understøttende timer skal variere elevernes undervisning. Et eksempel kan være en tur til den lokale mose.

I SF vil Jacob Mark, der er politisk ordfører, gerne samarbejde med regeringen om, at skoledagen kan blive kortere - dog på en betingelse.

- Vi vil gerne gennemføre det med regeringen, hvis vi til gengæld kan få ændret på det, som regeringen også foreslår - nemlig at bruge mere tid på flere fagtimer - det, synes vi, er en dum idé, siger Jacob Mark til Ritzau.

- Der er i forvejen mange fagtimer, og vi ser hellere, at man laver flere timer med to voksne i klassen eksempelvis en lærer og en pædagog.

Forsker: Længere skoledage giver ikke bedre læring

Andreas Rasch-Christensen, der er forsknings- og udviklingschef på VIA University College med fokus på folkeskole, vurderer, at den understøttende undervisning, som regeringen vil beskære til fordel for fagtimer, er vigtig.

- Flere timer giver ikke i sig selv bedre dannelse, trivsel eller læring, siger han til Ritzau og fortsætter:

- Man skal have den fornødne kvalitet ind i undervisningen, det betyder også, at lærerne skal have mulighed for at understøtte bestemte elevgrupper og varierer undervisningen.

Hos Skolelederforeningen er formanden, Claus Hjortdal, kritisk i forhold til forslaget. Han mener, at politikerne "skal holde fingrene væk".

- Vi har helt grundlæggende den holdning, at regeringen skal lade være med at pille ved reformen nu, siger han til Politiken og tilføjer, at regeringen skal have et stort politisk flertal, hvis der overhovedet skal pilles ved reformen.