Folkeskole om reformændring: Nu var vi lige så tæt på

Regeringen ønsker at ændre i den fire år gamle folkeskolereform og gøre skoledagene kortere. Mens det lyder godt i elevernes ører, så er skolelederen langt mindre begejstret.

Eleverne i 5. b. på Aakjærskolen i Skive vil gerne have kortere skoledage. Skolelederen er dog ikke begejstret for regeringens planer.
Eleverne i 5. b. på Aakjærskolen i Skive vil gerne have kortere skoledage. Skolelederen er dog ikke begejstret for regeringens planer.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Hvis det står til regeringen skal skoleeleverne snart have nyt skema. Igen. For regeringen er klar til at give folkeskoleeleverne tidligere fri. Skoleugen bliver i gennemsnit 1,8 timer kortere, og det bliver taget godt i mod hos eleverne i 5. b. på Aakjærskolen i Skive. 

- Vi har jo både fri klokken tre og klokken to, og nogle gange når man har fri klokken tre, så bliver det sådan lidt for langt, lyder det fra Victoria Krogh Jensen. 

Eleverne i 0.-3. klasse får 90 timer mindre om året - svarende til lidt over 2 timer ugentligt, mens eleverne fra 4.-9. klasse skal gå i skole 60 timer mindre årligt - det svarer til 1,5 time mindre om ugen. Regeringen spiller også ud med, at der skal flere fagtimer på skemaet - især naturvidenskab skal styrkes. Til gengæld skæres der ned på lektiehjælp og fysisk aktivitet - det der i dag bliver kaldt understøttende undervisning, og det får skolelederen til at dumpe forslaget.

- Jeg bliver lidt ærgerlig over, at vi efter så kort tid skal til at pille ved en reform, som vi har arbejdet benhårdt på at realisere, og som vi er kommet et godt stykke vej og er tæt på virkelig at få det gode udbytte, og nu skal der altså pilles ved det, lyder det fra Lars Kirk, Skoleleder på Aakjærskolen i Skive. 

Lærer: Vi er vant til ændringer

Lærer i 5 .b., Marianne Kristensen, ryster lidt på hovedet af politikernes ønske om endnu en gang at ændre på reglerne for folkeskolen. Men intentionen om de kortere skoledage, synes hun giver mening.

- Før i tiden hvor de var her til klokken tolv-, et- to-stykker, og kunne gå hjem, lige blive frisket op, gå til sport og lave lektier om aftenen - jeg tror altså, at det var en bedre skoledag for børnene, siger hun.

I udspillet vil regeringen også skære i den understøttende undervisning. På Aakjærskolen bruges de timer blandt andet på udflugter og lektiehjælp.

- Det giver jo nogle gange en mulighed for at koble den praktiske del på undervisningen, som man nogle gange savner i sådan en klassisk bord til bænk undervisning, siger skoleleder Lars Kirk. 

Selvom tidligt fri lyder lokkende i elevernes ører, giver lektiehjælpen også mening i deres hverdag.

- Det er ret dejligt. For så får man hjælp til det, man har svært ved, siger Ludvig Røeggen Dyrberg fra 5. b.

3:03