Reddede lillesøster fra druknedøden

I oktober sidste år var to-årige Katrine ved at drukne i en septiktank, men blev reddet af sine søskende. Den indsats blev de to små helte hædret for i dag.

19BordingBoern.jpg

2-årige Katrine kan takke sin storebror og storesøster på fem og syv år, for hun er i live idag. Sidste efterår legede hun sammen med sin fem-årige storebror på låget af en septiktank, som børnene troede var en sandkasse.

Forsvandt i slammet

Brædderne på låget var så rådne, at de gav efter og de to børn røg ned i slammet i septiktanken, der var to en halv meter dyb. Den fem-årige Magnus røg i til halsen, mens den to-årige Katrine forsvandt helt.

Heldigvis kunne Magnus råbe på hjælp, og det hørte hans storesøster Karoline, der den gang var syv år. Hun fik tilkaldt hjælp og den to-årige Katrine blev fundet livløs i septiktanken. Den lille pige blev genoplivet og efter indlæggelse, er hun i dag fuldstændig uden mén.

I dag fik Magnus på fem og Karoline på syv den Gyldne Sofus, der hvert år uddeles til børn, der har gjort en særlig god gerning. Prisen blev uddelt af Falck og Børneulykkesfonden i Legoland.

Flere helte fra landsdelen

Der var også hæder til to andre børn fra landsdelen ved arrangementet i Legoland. Ni-årige Simon fra Ringkøbing var indstillet til prisen for at give sin lillesøster på knap et år hjertemassage, da hun blev dårlig under en køretur. Herefter tog forældrene over og ringede 112. Lillesøster overlevede og har det godt igen. 

Også Sarah fra Herning fik hæder blandt andet fordi hun i 2008 startede en indsamling af bamser til børn i krigsramte lande.

Se indslaget om Magnus og Karoline, der reddede deres lillesøster herunder:

 

2:18
I oktober sidste år var Katrine ved at drunkne i en septiktank, men blev reddet af sine søskende. Den indsats blev de to små helte hædret for i dag.