Razzia hos Devils Choice

Midt- og Vestjyllands Politi lavede aktion mod Devils Choice i Holstebro natten til lørdag.

Klokken 04.30 natten til lørdag fik Devils Choice i Holstebro uventede gæster. Det var Midt- og Vestjyllands Politi, der med en dommerkendelse i hånden, krævede adgang til rockerborgen på Lemvigvej.

Mistanke om smugkro og besiddelse af narkotika

Årsagen til aktionen er flere tip om, at rockernes tilholdssted fungerer som en smugkro, altså et sted der sælger ulovligt importeret alkohol uden bevilling. Samtidig var der mistanke om narko-virksomhed, og derfor var det et større hold der mødte op ved rockerborgen. Foruden et større antal politifolk, deltog også Skat, en bombehund og en narkohund.

Mindre udbytte

Det var dog begrænset, hvad myndighederne fandt ved aktionen. Der blev konfiskeret 20 gram narkotika, og så blev tre personer sigtet for besiddelse af narko. Derudover blev der beslaglagt 19 flasker spiritus.

I huset var i alt otte personer, hvoraf seks har rocker-relationer. De sidste to var unge mænd, som ikke er kendt i miljøet, og det er den slags mennesker, som politiet meget gerne vil holde ud af rockerborgerne, så de ikke ender i en kriminel løbebane.