Rådhuset bliver hvor det er

Hernings borgmester afviser klart at Herning Rådhus skal have ny adresse.

HerningRaadhus_0.jpg

Lige nu er der diskussion omkring Herning bymidtes fremtid. Et af forslagene er gået på at flytte rådhuset fra de nuværende lokaler i Bethaniagade til den nuværende sygehusgrund, hvor et nyt rådhus kan opføres, når det nye supersygehus i Gødstrup åbner i 2016 og står endeligt færdigt i 2020. Men den idé er byens borgmester ikke med på, skriver AOH.dk.

- Den idé vil jeg gerne skyde helt ned. Det er simpelthen ikke realistisk, siger borgmester Lars Krarup (V) til avisen.

Vil bruge pengene på velfærd

Kommunernes anlægsbudgetter som dækker over udgifterne til både renovering af eksisterende bygninger og nye byggerier er fastlagt fra staten. Den pulje udgør i Herning Kommune mellem 150 og 300 millioner om året. Det faktum forhindrer et byggeri til flere hundrede millioner af et nyt rådhus. Samtidig vil borgmesteren hellere bruge pengene på byens borgere.

- Efter min opfattelse vil det være helt forkert, hvis vi i eksempelvis to år sagde, at alle de penge skulle bruges på et nyt hus til offentlig administration. Der vil jeg hellere bruge penge på skoler, plejehjem, børn og asfalt. Desuden har vi et velfungerende rådhus i dag, siger Lars Krarup til AOH.dk.

Borgmesterens vision for bymidten er i stedet for et nyt rådhus, at HerningCentret og Herning Bymidte i fremtiden udvikler sig til en sammentømret enhed.