Preben er blevet klippet samme sted i 60 år

Preben er blevet klippet ved den samme frisør, siden dengang de begge havde en fiks anderumpe og til i dag, hvor frisuren er blevet til hentehår.

19kundei_60aar.jpg
Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

Med to gode flasker vin i en nydelig vinæske, er Preben Henriksen på vej til sin frisør.

- Tillykke med dagen, siger han.

For det er ikke et helt almindeligt forhold, han har til sin frisør Max Olesen. Han er blevet klippet hos ham i 60 år,

- Jeg har slet ikke tænkt på, at jeg skulle til en anden frisør. Overhovedet. Sådan er det, siger Preben Henriksen.

Venskabet er siden spirret over de mange snakke i forbindelse med klipningerne. Derfor er Preben Henriksen inviteret med til 80-års fødselsdag, inden han skal klippes.

Mødtes på en bus

De to mødtes tilbage i 1956, hvor de faldt i snak på en bustur.

- På det tidspunkt kom jeg sammen med en pige i Horsens, og så tog jeg hjem med den sidste bus ved 12-tiden. Og Max, han stod på i Rastrupholm, for der boede hans forældre. Vi var de eneste to, der var i bussen, så det var sådan, at vi kom på talefod sammen, siger Preben Henriksen.

Og det var ikke, fordi det var så svært at finde noget at snakke om på den tur.

- Peter, som kørte bussen, han kørte som en brækket arm. Så vi havde det meget fornøjeligt, siger han.

 
 
Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

Gode herresnakke

Selvom Max Olesen altså er blevet 80 år, klipper han stadig. For ni år siden lukkede han sin butik inde i Hammerum, men forretningen kører stadig. Og det er Preben Henriksen glad for.

- Vi har sådan en fortrolighed overfor hinanden. Der er det så, at jeg siger, at man refererer jo ikke fra lukkede møder. Vi har vendt situationen, når vi har været sammen. Og der har været en vis fortrolighed, når vi har været sammen, siger Preben Henriksen.

Max Olesen har åbent i sit bryggers tre dage om ugen, og én gang hver anden måned er det Preben Henriksens tur. Blandt kunderne er der kun mænd, og det er der en helt særlig grund til. 

- Der var mange, der var glade for, at jeg holdt op med det damehalløj. Det var sådan ud i ét, hvor damer kunne høre, hvad mænd sagde. Og omvendt. Der bliver jo altså sagt nogle ting i sådan en herresalon, som måske ikke lige passer sig så godt. Det var ligesom den frihed, de fik, når de kom, siger Max Olesen. 

Derfor glæder Preben Henriksen sig også hver gang til at komme til frisør, hvor de to herrer både kan snakke om damer og fortælle sjofle historier.

- Det er jo egentlig lidt opløftende at komme til frisør, for han er jo altid i godt humør. Og er han ikke i godt humør, så tager vi en snak om, hvad der er galt, siger Preben Henriksen. 

Fra anderumpe til hentehår

Frisurerne har siden ændret sig noget fra dengang, de to herrer mødtes.

- Det var med anderumpe, og på det tidspunkt havde jeg mange flere fald og krøller i mit hår. Nu er det så blevet pensionistfrisure. Man kan næsten ikke kalde det andet, siger Max Olesen.

Preben Henriksen må også give ham ret i, at frisuren har ændret sig. 

- Nu er det jo så blevet til hentehår, siger han.

Mens der er blevet færre hår med tiden, så er stunderne sammen blevet flere. Med en klipning hver anden måned i 60 år svarer det til cirka 360 klipninger, men det lader ikke til at snakkene og klipningerne stopper lige foreløbigt.

- Det er også derfor, at jeg bliver ved. For at have det samvær med de mennesker. Det er rart, siger Max Olesen.

- Det giver ham virkelig et eller andet, at der kommer nogle mennesker, siger Preben.

Preben Henriksens kone er også frisør. Ind i mellem har hun fået lov til at studse ham, men ellers har det altid været Max Olesen, der har stået for at klippe ham.