Pollenallergikere skal forberede sig på forårets birkeplage

​Trods kulde i marts og februar starter birkepollensæsonen til normal tid. Lune grader har hjulpet på vej.

bax_lindhardt.jpg
Foto: Bax Lindhardt / Ritzau Scanpix

I den kommende tid må danskere, der er allergiske overfor birkepollen, forberede sig på, at næsen kan løbe, og øjnene kan klø.

For der er birkepollen i luften, og det er blevet opfanget af Astma-Allergi Danmarks pollenfælder. De har målt pollental for birk til at være 138 i København og 162 i Viborg.

Det skriver Astma-Allergi Danmark i en pressemeddelelse.

Høje niveauer af birkepollen i vente

Fortsætter forårsvarmen, kan vi forvente høje niveauer af birkepollen, vurderer biolog og leder af pollentællingerne, Karen Rasmussen.

- Det er svært at forudsige, hvordan sæsonen for birkepollen vil blive. Koncentrationerne af birkepollen i luften vil nemlig være afhængig af vejret de næste par uger, hvor blomstringen er i fuld gang.

- Hvis det varme forårsvejr fortsætter, hvilket det tyder på, er der mulighed for, at vi får en sæson med mange pollen i år, siger hun i pressemeddelelsen.

Når pollentallet for birk er over 100, vurderes det som højt. Det er fordi, at alle med allergi over for birkepollen får symptomer, når tallet er over 100.

På trods af de kolde vejr i februar og marts, sætter birkepollensæsonen ind til normal tid. Og de seneste dages lunere grader har hjulpet godt på vej.

Birketræerne har en forholdsvis kort sæson på tre til fire uger, som typisk stopper med meget høje pollental omkring starten af maj.

/ritzau/