Politiet: Ordentlige forhold hos hestehandler

Onsdag var politi og kredsdyrlæge på besøg hos omdiskuteret hestehandler på grund af flere anmeldelser om vanrøgt.

hest2_0.jpg

Efter at have modtaget flere anmeldelser omkring en hestehandler fra Kibæk, som angiveligt hverken gav sine heste vand eller foder, besluttede politiet i går at komme på uanmeldt besøg i hans stalde.

- Vi havde kredsdyrlægen med, og efter grundig gennemgang af alle heste, kunne vi konstatere at de alle havde ordentlige forhold. Ingen manglede hverken vand eller foder, og det har vi kredsdyrlægens ord for, siger vicepolitikommissær Bent Smedegaard, Midt- og Vestjyllands Politi.

Sidste uge fik politiet anmeldelser om hestehandleren, fordi en hest var fundet i et vandløb ved Arnborg, hvor den sad fast. Men Bent Smedegaard understreger, at de to sager bliver behandlet hver for sig.

- Vi tog ud på gården for at tjekke, om forholdene for hestene var okay, og det har vi konstateret, at de er. Vi undersøger fortsat den anden sag om hesten i vandløbet. Desuden er vi også i gang med en anden sag, hvor vi har sigtet seks personer for ulovlig indtrængning på hestehandlerens grund. Her har de været inde i hans stalde og tage billeder af hestene, og det er ulovligt at trænge ind på den måde, siger vicepolitikommissær Bent Smedegaard, Midt- og Vestjyllands Politi.