Politiet jager fartgale midt- og vestjyder

Færdselspolitiet i Midt- og Vestjylland vil de alvorlig færdselsulykker til livs, så nu skærper de kontrollen på de lange lige veje.

020810Fart001.jpg

Selv om antallet af trafikuheld falder, så er Midt- og Vestjyllands Politi ikke tilfredse endnu. De næste år vil politiet jagte fartsyndere på landsdelens mange landeveje. Her går det nemlig fortsat alt for hurtigt. På Hovedvej 12 mellem Sunds og Viborg er der på tre år sket 21 ulykker. Situationen er den samme på Hovedvej 13. Alene mellem Sønder Hvam og Engesvang har der været 13 ulykker på tre år.

- Vi ved, at mange af landevejene er lige og rigtig godt bygget. Derfor ligger hastigheden også oppe i toppen, og når der så sker et uheld, så har det større konsekvenser, end hvis man kørte ved lavere hastighed, forklarer lederen af færdselsafdelingen hos Midt- og Vestjyllands Politi, John G. Christensen.

Politiet har sammen med de regionale vejcentre lavet statistik over de sidste tre års uheld med personskade. Og selv om antallet af uheld og trafikdræbte er faldet, så giver fart stadig al for mange alvorlige uheld på specielt på hovedvej 11, 12, 13 og 26.