Politiet advarer mod indbrudstyve: Går ind mens folk er hjemme

Politiet i Holstebro har oplevet en helt stribe af indbrud i huse, der er blevet røvet, selvom ejerne var hjemme. Åbne døre og vinduer bliver udnyttet i stor stil, lyder det.

(Arkivfoto) Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Selvom det kan være fristende at lade alle vinduer og døre stå på vid gab i sommervarmen, så er det samtidig en god idé at være forsigtig.

Læs også Købmand fandt forslået indbrudstyv i sin butik

For indbrudstyve udnytter lige nu de åbne forhold til at begå hurtige og nemme indbrud, mens beboere solbader i haven, forklarer politiet i Holstebro.

- Det er enormt frækt, men det er også lidt som at tage slik fra børn. Det er meget nemt for indbrudstyvene, for de udnytter folks uopmærksomhed, siger Lilian Jensen fra Holstebro Politi.

- De går simpelthen ind, selvom folk er hjemme, fordi vinduer og døre er åbne på grund af det gode vejr, lyder det.

Fik stjålet smykker for 34.000

Politiet har i den seneste tid oplevet flere tilfælde, senest i Vemb, Nørre Felding og Vinderup.

Hver gang har fremgangsmåden været den samme. Indbrudstyvene er i bogstavelig forstand gået lige ind ad hoveddøren.

- Ude i Vinderup blev en helt skuffe med smykker tømt. Der var for 34.000 kroner, siger Lilian Jensen.

Politiet opfordrer: - Vær påpasselig

Derfor opfordrer politiet nu til at undlade at lade alt stå åbent i huset på trods af den massive sommervarme.

- Lås hoveddøren hvis du ligger omme i haven og nyder vejret og vær påpasselig med at have vinduer åbne i rum, hvor du ikke kan holde øje.

- Der er ingen grund til at gøre det for nemt for de her indbrudstyve, lyder det fra Lilian Jensen.

Læs også Dopede kvinde og voldtog hende: - Noget vi sjældent ser i Danmark