Politiet advarer: Halogenspot skyld i brand

Et halogenspot, der havde for tæt kontakt med isolering, var skyld i gårdsdagens brand i Pårup, hvor en villa nedbrændte.

Det var et halogenspot, der var skyld i gårdsdagens brand i Pårup. Her nedbrændte en villa, og nu har politiets teknikere altså fastslået brandårsagen. Flamingokugleisolering var for tæt på et halogenspot.

- Det får da mig til at tænke, at jeg skal hjem og tjekke mine egne halogenspot, siger politikommissær  Jim Hansen fra lokalpolitiet i Herning til tvmidtvest.dk, og opfordrer samtidig andre til at gøre det samme:

- Tjek, om spots i huset er ordentligt og forsvarligt dækket til ovenpå, så de ikke kan varme isolering eller andet nok op til at kunne starte en brand, siger han.