Politi advarer mod lampetyve

Politiet efterlyser blå varebil der er set i forbindelse med tyveri af dyre PH-lamper i Silkeborg
Politiet efterlyser blå varebil der er set i forbindelse med tyveri af dyre PH-lamper i Silkeborg

Politiet advarer nu mod lampetyve, der igen ser ud til at husere i landsdelen. De seneste døgn er der bl.a. stjålet dyre udendørslamper tre steder i Silkeborg.

Tyvene er i alle tre tilfælde gået efter PH-kobberlamper, til en samlet værdi på knap 60.000 kroner. Tyverierne er foregået i aftentimerne og fremgangsmåden er den samme i alle tre tilfælde. 

 - Ledningerne til lamperne er simpelthen klippet over, hvorefter tyvene er forsvundet fra gerningsstedet med lamperne, fortæller Mette Therkelsen fra lokalpolitiet i Silkeborg.

Ved det ene tyveri på Århusvej i Silkeborg er der observeret en blå varebil med hvid tekst på siden.  

- Vi ved ikke om bilen har noget med tyveriet at gøre. Under alle omstændigheder vil vi gerne i kontakt med ejeren, siger Mette Therkelsen videre.

Tidligere har landsdelen været plaget af lampe-tyve, som går målrettet efter de kostbare PH-lamper. Derfor opfordrer politiet nu borgerne i området til at holde øjne og ører åbne.

- Muligvis er tyverierne starten på en ny bølge, og vi vil gerne høre fra alle der oplever noget mistænkeligt, slutter Mette Therkildsen.