Pas på dig selv nytårsaften: 6 gode råd

Læs de gode råd og undgå at komme til skade nytårsaften.

Alkohol og fyrværkeri er en farlig cocktail. Foto: Scanpix / Morten Germund

Nytårsaften er ofte lig med sjove fester, hvor den får fuld gas. Men alkohol og fyrværkeri er en dårlig kombination.

- Fornuften forsvinder, når man indtager alkohol, og man mister fornemmelsen for, at ting kan være farlige, advarer ledende overlæge på Regionshospitalet Herning, Tommy Andersson.

6 vigtige råd om fyrværkeri

  1. Køb og lav aldrig ulovligt fyrværkeri.
  2. Hold ikke fyrværkeri i hånden. Affyr i stedet raketter fra et lodret rør eller fra en flaske, der står fast i jorden.
  3. Brug beskyttelsesbriller.
  4. Kast aldrig med fyrværkeri.
  5. Gå aldrig tilbage til en fuser.
  6. Brug en pose til at transportere fyrværkeriet.

Travlhed på skadestuen

Årsskiftet er traditionelt den travleste nat for landets skadestuer, fordi mange kommer til skade i mere eller mindre alvorlig grad, når de går ud på gaden for at skyde nytåret ind.

- På skadestuen får vi som regel først rigtig travlt efter midnat. Her er det alle typer skader, vi ser: Både skader på hænder og i ansigtet, men også mange høreskader. Det kan være hele kroppen, der bliver ramt, når fyrværkeri er indblandet, fortæller Tommy Andersson, der arbejder på akutafdelingen.

Kun én sikker måde

Det vigtigste råd fra ham er at bevare fornuften - og det er der kun én sikker vej til.

- Hvis man skal håndtere fyrværkeri, så skal man slet ikke drikke alkohol. Og så vil jeg anbefale, at man gør fyrværkeriet klar i god tid, så man ikke i sidste øjeblik ender med at gøre noget farligt. Kig på instruktionerne og gør det forsvarligt, så alle kan få en god aften uden skader, siger overlæge Tommy Andersson.

Størstedelen af alle fyrværkeriskader sker ved affyring af raketter, men også mindre former for nytårsskyts som eksempelvis stjernekastere og bordbomber optræder i ulykkesstatistikken. Tallene bliver indsamlet af Odense Universitetshospital, og kan ses her.

Det skal du gøre, hvis ulykken sker

  • Ethvert brandsår skal øjeblikkeligt behandles med koldt vand.
  • Vandet skal have en temperatur, så det føles behageligt (omkring 15-20 grader). Kølingen må ikke afbrydes.
  • Det forbrændte sted skal holdes i køligt vand, indtil smerterne ophører. Det kan vare mindst en halv time, men ofte 3-4 timer.
  • Forbrændinger opdeles i tre grader:
    • 1. gradsforbrænding giver rød eller øm hud. Søg læge, hvis forbrændingen har meget stor udstrækning.
    • 2. gradsforbrænding giver vabler. Søg læge, hvis forbrændingen er større end en håndflade, dækker et led eller er tæt på et øje, mund, næse eller øre.
    • 3. gradsforbrænding har ødelagt huden helt, nervebaner og måske også vævet under huden. Søg læge med det samme.

 

Læs også Nytårsulykke: Sådan har Bendt det et år efter