Kritik af botilbud: Der bliver taget fat i hoved og hals

Et privat botilbud anklages for at skabe konflikter med de unge, de har i deres varetægt, overskride de unges grænser og efterlade blå mærker frem for positiv udvikling.

Fra april til oktober 2017 indberettede Fonden Bo-Selv 55 magtanvendelser.
Fra april til oktober 2017 indberettede Fonden Bo-Selv 55 magtanvendelser.

Det er en forårsdag i 2017.

En 17-årig dreng og to ansatte fra det private opholdssted Fonden Bo-Selv har været på tur i Skive. Stemningen er anspændt. Drengen vil have smøger. De ansatte siger nej.

Fonden Bo-Selv har afdelinger i Herning og Hjerm. Den modtager udsatte unge fra flere kommuner. Blandt andre Randers, Horsens, Silkeborg og Aarhus Kommune. Sidstnævnte har siden 2013 sendt 47 unge til bosteds-kæden. Blandt andet denne dreng, der har flere anbringelser bag sig.

Tidligere på turen har drengen forsøgt at stikke af. Og nu vil han ikke med hjem til afdelingen i Hjerm. Det antænder situationen.

Horsens, Silkeborg og Aarhus kommuner har sendt flere udsatte unge til Fonden Bo-Selv.
Horsens, Silkeborg og Aarhus kommuner har sendt flere udsatte unge til Fonden Bo-Selv.

’Hold kæft’

Det hele optager drengen på sin mobil. Lydfilen ender hos Socialtilsyn Midt. På lydfilen kan man høre, at han forsøger at gøre de ansatte opmærksomme på, at de ikke har ret til at tilbageholde ham. 

Den udlægning bekræftes af Socialtilsyn Midt. Tilsynet er ikke i tvivl. De ansatte har i dette tilfælde ikke ret til at tilbageholde den unge.

Men i stedet for at lade ham gå, brøles, at han skal sætte sig ind i bilen. At han skal holde sin kæft.

- Hvis man har en situation, der har en indbygget konflikt, men hvor det er personalet, der fremprovokerer konflikten og ligefrem puster til den i stedet for at gå fra den – så bliver det til en stor problemstilling for et botilbud. For så er det pædagogikken den er gal med, siger tilsynschef ved Socialtilsyn Midt, Ulla Andersen, til TV2 ØSTJYLLAND.

55 magtanvendelser

Lydfilen er ikke den eneste advarsel om problematisk pædagogik hos Fonden Bo-Selv.

Fra april til oktober 2017 indberettede Fonden Bo-Selv 55 magtanvendelser.

I tilsynsrapporten, som TV2 ØSTJYLLAND har fået aktindsigt i, vurderer tilsynet, at Fonden Bo-Selv har et højt niveau af magtanvendelser. 

Socialtilsyn Midt laver i december 2017 et tilsyn med Fonden Bo-Selv, og sætter herefter bostedet under skærpet tilsyn.
Socialtilsyn Midt laver i december 2017 et tilsyn med Fonden Bo-Selv, og sætter herefter bostedet under skærpet tilsyn.

Ved et uanmeldt tilsynsbesøg på botilbuddets afdeling i Hjerm i november finder Socialtilsyn Midt desuden så mange kritisable forhold, at der i december 2017 bliver varslet skærpet tilsyn og en række påbud.

- Det er et gult kort. Det betyder, at du har vores fulde opmærksomhed. Næste gang er det rødt, siger tilsynschef Ulla Andersen.

I rapporten kan man også læse, at unge i forbindelse med magtanvendelser blandt andet har fortalt: ’Hovedet slås ned i gulvet, trøje og bukser går i stykker, der lægges en arm henover halsen, der bliver taget fat i hoved og hals’. 

Det fremgår også, at tilsynet er i besiddelse af billeder, der viser blå mærker på en ungs krop.

Socialtilsynet vurderer, ifølge dokumenterne, at flere af magtanvendelserne har karakter af meget voldsom adfærd fra personalets side. Og at personalet ofte optræder konfliktoptrappende over for de unge. 

Mogens Kristensen har arbejdet hos Fonden Bo-Selv fortæller, hvordan konflikterne blev kørt op på bostedet.
Mogens Kristensen har arbejdet hos Fonden Bo-Selv fortæller, hvordan konflikterne blev kørt op på bostedet.

Verbale trusler

At konflikter blev kørt op i stedet for ned - genkender en tidligere ansat hos Fonden Bo-Selv, Mogens Kristensen.

- Jeg har oplevet, at en kollega mødte på arbejde en morgen for at storme direkte ind på en ungs værelse og brøle ham ned i ansigtet, fordi han var irriteret over en episode fra dagen før.  Han udsætter ham i den grad for både verbale trusler og overgreb, fortæller Mogens Kristensen, der forlod sit job i maj sidste år efter et års ansættelse.  

En anden tidligere ansat, Simon Bjerre, var ansat frem til marts i år.

Simon Bjerre mener, at pædagogikken hos Fonden Bo-Selv i alt for høj grad handlede om, at dominere de unge.

- Hvis den unge ikke ville stå op, havde vi fået klar besked på, at vi skulle forblive inde på deres værelse og sikre os, at den unge ikke faldt i søvn igen, og begynde at snakke – og faktisk tirre den unge – for at få personen op. Det medførte tit, at der blev råbt skældsord på tværs af rummet, fortæller Simon Bjerre.

Tidligere medarbejder hos Fonden Bo-Selv, Simon Bjerre, står frem og fortæller om sin tid på bostedet.
Tidligere medarbejder hos Fonden Bo-Selv, Simon Bjerre, står frem og fortæller om sin tid på bostedet.

Magtanvendelsesepisoderne. Oplysninger fra unge om trusler om tæsk. Sko, der bliver konfiskeret. Inddragelse af personlige ejendele.  Og konfliktoptrappende adfærd hos de ansatte står alt sammen i dokumenter fra tilsynet, som TV2 ØSTJYLLAND har fået aktindsigt i.

Det får Fonden Bo-Selv til på ganske kort tid at lave en omfattende handlingsplan. Den plan godkender Socialtilsyn Midt i januar. Derved undgår Fonden Bo-Selv at blive sat under skærpet tilsyn.

Om det har virket, er Socialtilsyn Midt stadig i færd med at undersøge. I en ny tilsynsrapport, der stadig er i høring, fremgår det, at tilsynet vurderer, at ledelsen har handlet hurtigt efter det seneste tilsynsbesøg og har formået at ændre kulturen på ganske kort tid, men at ledelsens tilgang til de unge ikke understøtter de unges trivsel. Tilsynet noterer desuden, at de unge i nogen grad mødes af medarbejdere uden faglig uddannelse og baggrund set i forhold til målgruppen.  

TV2 ØSTJYLLAND har uden held forsøgt at få en interviewaftale med leden af Fonden Bo-Selv, Bent Borg. Han har ikke ønsket at lade sig interviewe. I en mail til skriver han, at Fonden Bo-Selv har haft et konstruktivt og åbent samarbejde med Socialtilsyn Midt.

Mer kontrol

I den senere tid har der været flere kritiske historier om private opholdssteder. Også i andre medier end TV2 ØSTJYLLAND.

Christine Hemme, der er lektor i socialt arbejde ved VIA University College, har læst akterne om Fonden Bo- Selv. Hun mener, at sagen bør starte en debat om, hvorvidt tilsynsmyndighederne skal have øgede beføjelser. 

- Jeg synes, man bør have et skærpet tilsyn, indtil tingene er i orden. De her regler har jo varet nu fra siden 2014. Jeg tror, det er et godt tidspunkt nu, at få kigget på, kunne der være nogle ting, der kunne forbedres, så det gjorde det nemmere for tilsynet, at gøre deres arbejde ordentligt, siger Christine Hemme. 

Det er den konservative socialordfører Anders Johansson enig i.

- Jeg synes klart, at vi skal se på flere muskler til socialtilsynet. Når jeg ser historien her, har man jo langt hen af vejen levet op til reglerne, men da tilsynet så kommer på uanmeldt besøg, så er billedet anderledes ud. Det er måske noget af det, vi skal se nærmere på. Jeg ved, at ministeren til efteråret vil indkalde til drøftelser om fremtidens Socialtilsyn. Der tager jeg klart et ønske om flere redskaber til Socialtilsynet med under armen, siger Anders Johansson.