14-årige Yiming risikerer stadig at blive udvist af Danmark

Yiming Liu flyttede med sin mor til Danmark for at bo med sin stedfar i september 2016. Familien har siden haft svært ved at få opholdstilladelse.

Foto: TV2

I samarbejde med TV2 ØSTJYLLAND

Den 28. maj var en skæbnesvanger dag for en lille familie i Silkeborg. De fik nemlig afslag på familiesammenføring, og den dengang 13-årige Yiming Liu skulle altså flytte tilbage til Kina.

Det lykkedes dog familien at få revurderet ansøgningen om familiesammenføring, og Udlændingestyrelsen skulle inden for syv måneder komme med en endelig afgørelse. Det vil altså sige senest den 29. december. 

- Vi får svar den 29. december, men mere ved vi ikke. Vi ved ikke, hvor vi står på nuværende tidspunkt. Efterhånden som vi kan mærke, at tiden nærmer sig, presser det én meget. Det er stressende. Vi går sådan lidt i en slags limbo, siger Kjeld Gaard-Frederiksen, der er stedfar til Yiming, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Overblik: Yiming Liu-sagen samlet

Yiming kan ikke integreres

Afgørelsen skyldtes, at Udlændingestyrelsen vurderede, at Yiming Liu ikke kunne integreres - primært på grund af hendes alder.

Hendes stedfar, Kjeld Gaard-Frederiksen, kalder afgørelsen for en skrivebordsafgørelse, der er foretaget ud fra et regneark. Han mener, at hun er godt intergreret, og det ville de have fået at vide, hvis de havde spurgt nogen, der omgås Yiming til hverdag. 

- Yiming har været til skole-hjem-samtale, hvor hendes lærer kaldte hende klassens bedste i matematik. Og så har hun forladt modtagerklassen og er startet i 7. klasse, siger han.

Læs også Yiming må blive i Danmark - stedfar græd af glæde

Det lykkedes familien at få revurderet ansøgningen om familiesammenføring.

Kjeld Gaard-Frederiksen er orlogskaptajn og har arbejdet i det danske forsvar i 31 år. Alligevel vil han uden at blinke flytte med sin familie til udlandet, hvis de ikke får tilladelse til at bo sammen i Danmark.

- Så er vi ude, og så er det takken fra Danmarks side. Så går jeg op og afleverer mine medaljer, som jeg her tjent ved at tjene Danmark, siger Kjeld Gaard-Frederiksen.

02:13

Indslag om Yiming Liu, produceret af TV2 Østjylland. 

Luk video