Fire unge fra Mors dømt for telefontrusler

Det koster 20 dages betinget fængsel at sende telefontrusler, har retten i Holstebro afgjort for fire unge fra Mors.

Foto: Torben Lykke Larsen

I samarbejde med TV2 Nord

Det er hverken gratis eller straffrit at true andre. Det har fire unge morsingboer opdaget. Onsdag blev de hver idømt 20 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år for at true en pige og hendes mor.

Det skriver LimfjordUpdate.dk.

De fire unge er mellem 16 og 20 år gamle, og fra den 31. juli til den 1. august fremsatte de trusler fra en adresse i Fuglsøparken i Nykøbing. Her kontaktede de en dengang 15-årig pige, som de kendte i forvejen. Pigens mor var to dage forinden blevet overfaldet med kniv og var blevet indlagt på hospitalet.

Udover den betingede dom blev to tiltalte på henholdsvis 16 og 17 idømt et års kommunalt tilsyn. De to øvrige blev fritaget på grund af personlige forhold, skriver LimfjordUpdate.dk.