Bryllupsrejsen aflyst: Blindt ægtepar afvist af busselskaber

To busselskaber har afvist at tage et blindt ægtepar med på en bustur til Bornholm. Selskaberne vil ikke have førerhundene med i bussen.

Michelle og Esben Andersen vil gerne på bryllupsrejse til Bornholm. Men busselskaberne vil ikke have det blinde pars førerhunde med på turen.
Michelle og Esben Andersen vil gerne på bryllupsrejse til Bornholm. Men busselskaberne vil ikke have det blinde pars førerhunde med på turen.
Foto: Per Frank Paulsen, TV2 Nord

Førerhundene Rex og Rama er Michelle og Esben Andersens øjne. Parret fra Aalborg er begge blinde, og hundene er et vigtigt hjælpemiddel, der giver dem frihed til at komme omkring.

- Hundene er jo sådan set forskellen på, hvorvidt vi kan rejse selv som par, eller om vi skal mandsopdækkes, havde jeg nær sagt, i hvert fald have en ledsager med, forklarer Michelle Andersen, der er født blind.

Michelle og Esben er netop blevet gift, og bryllupsrejsen skulle være en busrejse til Bornholm.

- Det kunne være dejligt at komme ud og opleve noget som ægtepar, kun os to, siger Esben Andersen.

Skal være selvhjulpne

Parret kontakter Riis Rejser i Lemvig for at booke en 6-dages busrundrejse med udflugter på solskinsøen i Østersøen. Men rejseselskabet afviser dem. Riis Rejser kræver, at parret skal betale for at få en ledsager med - førerhunde er ikke nok.

- For at rejse med Riis Rejser, så skal man være selvhjulpen. Vi vurderer, at de her førerhunde ikke gør det ud for det at være selvhjulpen. Det er vores vurdering, siger direktør for Riis Rejser, Søren Riis.

2:59
 

Riis Rejser frygter, at chaufføren på busturen og de andre passagerer bliver nødt til at tage et stort ekstra hensyn til det blinde par, og det mener direktøren ikke er rimeligt.

- Der vil kunne komme nogle situationer, hvor man som svagtseende eller som blind vil have svært ved i nye omgivelser at gebærde sig, forklarer Søren Riis.

Minimal behov for hjælp

Michelle og Esben mener godt de kan klare sig. Hundene følger efter flokken, når de er på udflugt. Parret siger, at de nok skal have hjælp til at hente mad fra en buffet, men ellers er det minimalt hvad de behøver hjælp til, når de har hundene. De har ofte hundene med i bybussen i Aalborg.

- Når vi kører i bus, ligger hundene på gulvet foran vores ben. Hvis de fylder ude på gangen, så trækker vi dem til os, når der er nogen, der skal forbi, siger Michelle Andersen.

Esben og Michelle forsøger også at købe tur til Bornholm hos Nilles Busrejser i Dybvad. Også her får parret et afslag. Hundene må ikke komme med i bussen.

Direktøren hos Nilles Busrejser, Miriam Christiansen, vil ikke stille op til et tv-interview med TV2 Nord. Hun forklarer dog, at selskabet af sikkerhedsårsager ikke vil have hunde med i bussen, fordi de ikke er spændt fast. Selskabet afviser også førerhundene, fordi de gerne vil tage hensyn til de øvrige passagerer, der kunne være allergiske overfor hunde.

Blinde bliver ofte afvist

Ifølge dansk blindesamfund er Esben og Michelles historie ikke enestående. Blinde oplever ofte at blive afvist på restauranter og i butikker.

- Jeg tror, det er svært for jer, der ikke har prøvet det, at forstå hvor dårlig man føler sig, når man bliver afvist, bare fordi man har en førerhund. Det er virkelig et nederlag, og derfor synes jeg, det her er en skidt sag. Det er ren usikkerhed, der gør at man afviser på forhånd, siger Thorkild Olesen, formand for Dansk Blindesamfund.

Bryllupsrejsen til Bornholm er udskudt på ubestemt tid. Det er parret kede af, men afvisningen er det, der gør mest ondt.

- Jeg har tidligere kunnet se og er nu kommet ind i de blindes verden. Her kan jeg se, hvor uretfærdigt, det er. Man bliver udelukket fra forskellige ting, fordi man er mere til besvær, end man er til gavn, siger Esben Andersen.

Blinde må gerne have førerhunde med i offentlig transport, og taxaer må kun afvise førerhunde, hvis taxachaufføren er allergisk.