Pas på: Glatte veje og rimtåge på iskold morgen
Termometeret viser ned til seks graders frost natten til tirsdag.
Der er is på bilruderne, lokalt er der rimtåge, og der er risiko for glatte veje i stort set hele landet, når man tirsdag morgen skal afsted på arbejde eller i skole.
Der bliver også brug for hue, halstørklæde og handsker, for det er en af efterårets foreløbigt koldeste morgener, vi er stået op til.
Vejene kan være spejlglatte
I stort set hele landet er temperaturen tirsdag morgen tæt på eller under frysepunktet, og vejbanetemperaturerne ligger mellem 1 grads varme og 5 graders frost.
De lave temperaturer giver risiko for rimglatte veje i stort set hele landet tirsdag morgen, når vanddamp i luften afsættes som rim på de kolde veje, cykelstier og fortove, og derved gøre dem spejlglatte.
Og man skal passe på, selv om termometret i bilen eller uden for køkkenvinduet viser plusgrader. Vejbanetemperaturen kan sagtens være mere end et par grader koldere.
Med risiko for glatte veje skal man køre ekstra forsigtigt - og som altid efter forholdene. Ved risiko for glatte veje betyder det, at man bør sænke hastigheden og holde ekstra god afstand.
-6,1 grader og rimtåge i Nordjylland
De laveste temperaturer finder man tirsdag morgen i Nordjylland, hvor det er klart vejr.
Her har temperaturen i Tylstrup nord for Aalborg indtil klokken 6 været nede på -6,1 grader.
Dermed har vi den foreløbigt næstkoldeste morgen i dette efterår.
Mandag morgen var det lidt koldere, da der blev målt -7,0 grader i Karup i Midtjylland.