Danmark tørster: Kan blive den værste tørke i 26 år

Problemerne med tørken over landet vil kun blive større de kommende mange dage.

Sommervejret har fået godt fat i Danmark. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Græsset er gult, støvet hvirvles til vejrs ved blot den mindste vind, og når landmanden på marken lader jorden glide gennem sine fingre, er det som at drysse sukker i en kagedej.

Læs også Varmen lørdag måler næsten 30 grader og slår ny rekord

Billederne er mange på det knastørre, solrige og varme sommervejr, som vi har oplevet nærmest uafbrudt de seneste fire uger.

Maj slog rekord i både varme og solskin, og selvom mange danskere nyder det solrige og varme sommervejr, som er fortsat ind i juni, i fulde drag, begynder manglen på nedbør for alvor at få konsekvenser rundt om i landet.

Tørt, solrigt og varmt sommervejr fortsætter

Og der er ingen lindring lige om hjørnet for hverken landmænd, haveejere eller andre danskere, som gerne ser en dag eller to med silende regn over landet.

Vejrtypen med generelt tørt, solrigt og varmt vejr fortsætter, og selvom det i begyndelsen af denne uge kortvarigt bliver knap så varmt, så lurer temperaturer mellem 25 og 30 grader igen sidst på ugen. 

Forventede temperaturer over landet på fredag den 8. juni 2018. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Ingen regn i sigte de næste 10 dage

TV 2 VEJRETs seneste prognoser viser, at der de allerfleste steder i landet ikke vil falde en dråbe regn de næste 10 døgn - og sandsynligvis i endnu længere tid.

Den generelle vejrsituation over Danmark i denne uge. Tør og varm luft strømmer op over landet fra sydøst. Køligere sommervejr over Nordskandinavien når ikke frem til landet. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Lokalt kan der opstå en tordenbyge eller to, men selv hvis det skulle ske, vil det med al sandsynlighed end ikke lokalt være nok til at ophæve tørken. 

De første tegn på, at der måske kan komme mere udbredt regn til landet, skal vi i de nuværende prognoser helt frem til den 15. juni for at finde, men der er ingen garanti for, at det på denne tidshorisont også bliver til virkelighed.

Derfor er der også al mulig grund til at forberede sig på problemer med tørke, der blot bliver mere omfattende dag for dag.

Forventet samlet mængde nedbør til og med den 13. juni 2018. I langt det meste af landet får man ikke en dråbe regn, men helt lokalt kan regn- eller tordenbyger give mellem én og fem millimeter regn over de kommende otte døgn. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

EM-sommeren gav os den værste tørke nogensinde

I værste fald kan tørken ende med at udvikle sig til den værste, som vi har oplevet i Danmark i 26 år.

Tilbage i 1992 faldt der fra den 12. maj og frem til den 10. juli stort set ingen regn i Danmark, og juni blev med én millimeter på landsplan den tørreste måned nogensinde målt i Danmark.

Dog huskes perioden af de fleste for den danske EM-triumf i fodbold.

Med et forestående VM i fodbold kunne man håbe, at den tilsyneladende sammenhæng kunne give Danmark et godt resultat ved turneringen i Rusland, men for den tørkeramte del af samfundet ville det nok blot være et lille plaster på såret.

Femdøgnsskemaet fra TV 2 VEJRET. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik