Varmen lørdag måler næsten 30 grader og slår ny rekord

Lørdag er årets hidtil varmeste temperatur målt. 29,6 grader er blevet målt.

Sommeren er over os, og det ser ikke ud til, at den stopper lige foreløbigt.
Sommeren er over os, og det ser ikke ud til, at den stopper lige foreløbigt.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Strandvejret vil nærmest ingen ende tage, og lørdag har varmen slået endnu en rekord.

Temperaturen i Aars i det nordlige Himmerland har med 29,6 grader slået rekord som årets hidtil varmeste dag. Temperaturen blev målt mellem klokken 16 og 17 lørdag eftermiddag.

Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). Inden lørdag var årets varmeste dag i onsdags, hvor der blev målt 29,3 grader, men den rekord holdt altså ikke længe, fortæller DMI's vagthavende meteorolog Frank Nielsen.

- Vi har haft sol rigtigt meget af tiden, og vi har højtryk. I dag har vi også meget svage vindforhold, så varmen har kunnet samle sig op gennem Midtjylland, siger han.

Og Aars var ikke det eneste sted i Danmark, der kunne nyde sommervarmen lørdag. Ifølge DMI er der mange steder i landet målt temperaturer over 29 grader lørdag.

Tal fra DMI viser, at sommeren sidste år blev den sommer med den allerlaveste maksimumstemperatur siden 1874, hvor DMI begyndte at måle.

Det varmeste, der blev registreret, var 26,6 grader ved Abed på Lolland den 15. august. I år har der allerede været flere dage, der har været varmere.

Man kan roligt også hoppe i sommertøjet den næste uge. I en stor del af landet vil man opleve temperaturer på 20-25 grader, oplyser DMI.

- I morgen bliver næsten som i dag - nok varmest på Sjælland. Derefter lidt lavere temperaturer på 20-25 grader, og så vender varmen lidt mere tilbage igen torsdag, hvor vi igen komme nær de 30 grader, siger Frank Nielsen.

Samtidig ser der ud til at blive tørt uden regn.

- Det ser stadig rigtig tørt ud. Det er efterhånden lidt et problem med risikoen for naturbrande. Man skal være påpasselig, siger Frank Nielsen.

Lørdagens varmerekord ligger stadig langt fra rekorden for den varmeste dag i Danmark, der nogensinde er målt. Det var i 1975, hvor temperaturen ramte svedende 36,4 grader.