Apple Pay kommer nu til Danmark

Blandt andet Jyske Banks danske kunder får nu adgang til Apple Pay.

Jyske Banks kunder kan nu bruge Apple Pay. Foto: Scanpix / Jens Nørgaard Larsen

Nordea og Jyske Bank, med hovedsæde i Silkeborg, giver nu sine kunder i Danmark, Sverige og Finland adgang til den mobile betalingstjeneste Apple Pay.

Det oplyser banken i en fondsbørsmeddelelse.

- Vi er en del af Mobile Pay og har en hel vifte af betalingskort. Men nu kommer vi med en ny mulighed, og vi tror, at mange af vores kunder vil foretrække at lave betalinger direkte på Apples enheder, siger Peter Schleidt, der er bankdirektør i Jyske Bank, til TV 2.

- Apple Pay er meget intuitivt og nemt at bruge. Det er som at bruge et kontaktløst kort, bortset fra at nu gælder det bare til alle betalinger. Og som et visakort kan det bruges i indland, udland og på nettet, siger han. 

Kan betale med app

Apple Pay fungerer ved, at et kreditkort knyttes til en app, som herefter kan bruges til at betale med.

Det kan bruges ved betalingsterminaler, der har symbolet for Apple Pay eller kontaktløse kortbetalinger.

Derudover kan kunderne bruge Apple Pay i mange apps og online.