Paraglider styrtet ned fra skrænt ved Bovbjerg Fyr

En tysk paraglider styrtede først på eftermiddagen lørdag ned fra en skrænt ved Bovbjerg Fyr. Han er formentlig sluppet med et brækket ben.

Det var på en skrænt ved Bovbjerg Fyr, at ulykken skete. Foto: Scanpix / Christian Als

En tysk paraglider var lørdag impliceret i en ulykke ved Bovbjerg Fyr.

I stedet for at flyve ud over skrænten, som han stod på, endte han med at falde ned på stranden. 

Falck og brandvæsen var dog hurtigt til stede, og de fandt ham liggende på stranden neden for skrænten.

- Skrænterne er ret høje og stejle. Men jeg ved ikke, om han er faldet direkte ned, eller om han have ramt noget på vejen ned, siger indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen, Jean Warming.

På trods af smerter efter den voldsomme ulykke var tyskeren dog okay efter omstændighederne.

- Han har helt sikkert brækket benet, men ellers tyder det på, at han er sluppet rimelig nådigt, fortæller Jean Warming. 

Den tyske paraglider blev efterfølgende kørt til Herning Sygehus.

Om ulykken skyldtes en omskiftelig vind eller problemer med udstyret er endnu uklart, men det er ikke første gang, at beredskabet er rykket ud til sådan en ulykke. 

- Vi har været derude et par gange før, for det er ikke første gang, at det her sker, siger indsatslederen.