OVERBLIK: Sådan påvirker stormen Urd trafikken

Flere færgeafgange er aflyst, efter DMI har varslet storm i store dele af landet.

Sund og Bælt råder folk til at køre over Storebæltsbroen inden klokken 24.00. Foto: TV ØST

Opdateret kl. 15.01 med Banedanmarkinfo

Store dele af landet risikerer storm, stormflod og forhøjede vandstande. 

Varslerne fra DMI betyder, at trafikken påvirkes flere steder. 

Få overblikket her: 

  • Scandlines aflyser alle afgange fra Gedser og Rostock fra klokken 11.00 mandag. Afgangene er aflyst frem til tirsdag klokken 11.00.
  • Færgerne mellem Rødby og Puttgarden sejler efter planen. 
  • Bornholmerfærgen sejler to timer tidligere med aftenens sidste afgange. Det betyder, at man har fremrykket afgangen fra Rønne klokken 18.30 til klokken 16.30. Afgangen fra Ystad klokken 20.30 er ændret til 18.30.
  • Ændringerne i Bornholmerfærgens ruter, betyder, at de to sidste afgange med IC Bornholm kører på andre tidspunkter og køres med togbus.
  • Stena Line forventer, at aftenens afgang fra Frederikshavn til Oslo bliver forsinket. Rejsende skal dog stadig indfinde sig på færgeterminalen klokken 18, men hvornår færgen sejler mod Oslo er endnu uvist. Det bliver først, når vejret tillader det. 
  • Color Line har aflyst alle afgange med hurtigfærger på ruterne Hirtshals-Kristiansand og Hirtshals-Larvik og omvendt. 
  • Mols-Linien aflyser de tre sidste afgange mandag aften mellem Sjællands Odde og Aarhus. Sidste tur fra Sjællands Odde er klokken 19.00. Fra Aarhus er sidste afgang klokken 17.15
  • På Vejlefjordbroen frarådes der kørsel med vindfølsomme køretøjer på grund af den kraftige blæst.
  • Sund og Bælt råder folk til at køre over Storebæltsbroen inden klokken 24.00. 
  • Ingen af de store danske lufthavne er endnu påvirket af stormen. 

Kilder: DSB, Vejdirektoratet, Scandlines, faergen.dk, Nordjyske.dk. 

/ritzau/

Banedanmark supplerer på twitter med oplysninger om, at der fra kl. 18 kører færre tog i Jylland. Tjek rejseplanen eller dsb.dk for trafikinformation.