Ornitologer: Lad skarven leve i fred

Nye tal viser, at der i år er optalt knapt 32.000 ynglende par. I Vestjylland er det 21 procent færre end sidste år.

Skarven har været en del af den danske fauna i omkring 7000 år.
Skarven har været en del af den danske fauna i omkring 7000 år.
Foto: Scanpix / Richard Sylvestersen

Der er markant færre skarve i Danmark.

I en årrække har bestanden af den kontroversielle fugl ellers været nogenlunde konstant trods en stigende regulering, men de knapt 32.000 ynglende par i år er fem procent færre end sidste år, og i Vestjylland er faldet endnu større.

Det er en udvikling, der skaber jubel blandt lystfiskerne, som indædt har kæmpet mod skarven.

- Det viser jo, at reguleringen har båret frugt, for det virker jo. Men vi mener stadigvæk, at skarven er et stort problem, siger Jan Møller Jensen, der er formand for Skjern Å Sammenslutningen.

Reguleringen virker

Selv om skarven er fredet, har jægere fået dispensation til at skyde den, og æggene i kolonierne er blevet smurt ind i olie for at hindre dem i at klække. Det skyldes klager over, hvordan skarvene på det nærmeste tømte de danske åer for laks og ørred. Lystfiskernes utilfredshed fik for år tilbage tidligere Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) til at reagere.

- Jeg kan se en kæmpe problemstilling i, at skarven sidder og bruger eksempelvis mundingen ved Skjern Å som en madpakke, sagde han til TV MIDTVEST den 12. juni 2016.

Regeringens regulering ser altså ud til at virke efter hensigten, men ikke alle er tilfredse: Hos Dansk Ornitologisk Forening er man store modstandere af kampen mod skarven.

- At man bliver ved med massivt i deres ynglekolonier at udrydde dem, så der ikke yngler skarver i hele Nissum Fjord-området og ved Ringkøbing Fjord, det er altså for voldsomt, siger formand for Dansk Ornitologisk Forening, Egon Østergaard.

Uenighed om forholdet mellem fugl og fisk

Ifølge DOF er den voksende mængde fisk et udtryk for, at skarven nu sagtens kan få lov at blive boende i Vestjylland i fred.

- Jeg mener jo, at lystfiskerne bør glæde sig over, at laksebestanden har det godt. Så de skal løfte blikket og glæde sig over, at der også er skarver. Der er plads til både skarver og laks, siger Egon Østergaard.

Ved Skjern Å er de dog ikke helt enige med ornitologerne om det rigtige niveau mellem fugl og fisk. Laksebestanden kan ifølge dem blive endnu større, hvis skarven fortsat reguleres.

- Når det er sådan, at vi kan blive enige om, at der er en balance i tingene, så er vi med på, at der ikke skal reguleres mere. Men der skal være en balance i tingene, og det mener vi så ikke, der er endnu, siger Jan Møller Jensen fra Skjern Å Sammenslutningen.

I år er 13 procent af skarvrederne blevet reguleret.

2:02
Se indslaget: Kampen mod skarven ser ud til at virke, men ikke alle er tilfredse.