Onyszko: Jeg er lettet!

Det var en meget fåmælt, men også lettet, Arek Onyszko, TV/MIDT-VEST fangede på telefonen fredag eftermiddag.

"Det kan ikke være bedre. Det var det jeg havde håbet på, så det er en meget god nyhed," siger FCM-keeperen til TV/MIDT-VEST.

Arek Onyszko har netop fået at vide, at han må afsone sin voldsdom på fodboldbanen. I foråret blev han idømt 3 måneders fængsel for vold og trusler mod sin tidligere kone. Den ene af de tre måneder blev gjort ubetinget. Nu har Kriminalforsorgen besluttet, at Onyszko gerne må spille fodbold under afsoningen - dog med elektronisk fodlænke under benskinnerne.

Onyszko havde ikke lyst til at give yderligere kommentarer.