Nyt indbrud i tøjforretning

Mou & Co. i Skive havde ubudne gæster på besøg.

Forretningens overvågningskamera tog dette billede under indbruddet.
Forretningens overvågningskamera tog dette billede under indbruddet.

De midt- og vestjyske tøjforretninger står tilsyneladende højt på de kriminelles hitliste.  Natten til mandag var der indbrud i Tip Top Fashion i Holstebro, og natten til onsdag kom turen så til Mou & Co. på Frederiksgade i Skive.

Lokalpolitiet i Skive oplyser, at tyvene kom ind i butikken ved 3-tiden ved at bryde fordøren op, hvorefter de forsynede sig med en del tøj for et endnu ikke opgjort beløb.

Et vidne så tre gerningsmænd forlade stedet i en bordeaux rød bil, og politiet efterlyser nu en bordeaux Opel Astra, der i løbet af natten blev stjålet fra Dalgas Allé i Skive. Bilen har nummerpladerne AH 30 114, og politiet er overbevist om, at den var tyvenes flugtbil.

Politiet mener umiddelbart ikke, at der er en sammenhæng mellem indbruddene i Holstebro og Skive.  

I Skive stak tyvene blandt andet af med jeans af mærket Gabba og t-shirts af mærkerne Select og Le Fix.

Indehaveren af butikken vurderer, at der blev stjålet for omkring 80.000 kroner.