Nyt håb for 14-årige Yiming Liu

Udlændingenævnet skriver at den 14-årige Yiming Liu har "integrationspotentiale". Nu skal udvisningssagen gå om.

Glæde hos Yiming Liu og hendes familie i dag. Udlændingenævnet har givet familien medhold i klage over udvisning.
Glæde hos Yiming Liu og hendes familie i dag. Udlændingenævnet har givet familien medhold i klage over udvisning.
Foto: Privatfoto

En familie i Silkeborg har fået et længe ventet svar fra udlændingenævnet. Et svar der giver familien nyt håb om, at de kan blive sammen her i landet.

- Det er en lettelse, at de giver os medhold. Selvfølgelig er det en kæmpe lettelse, siger Yiming Lius stedfar Kjeld Gaard-Frederiksen.

Kjeld Gaard-Frederiksen er dekoreret søofficer. Under en mission i Golfen mødte han Yiming Lius mor, Xu Zhan. De blev gift og flyttede sammen til Silkeborg.

I maj 2017 fik familien afslag på familiesammenføring, og dermed skulle den dengang 13-årige skolepige flytte tilbage til Kina.

Det fik familien til at klage over afgørelsen til udlændingenævnet. Nu er svaret kommet.

Nævnet skriver blandt andet:

"Udlændingenævnet finder således på baggrund af sagens samlede omstændigheder, at Yiming har integrationspotentiale og dermed mulighed for en vellykket integration her i landet". 

- Vi er glade. Vi får det som er ret og rimeligt, siger stedfaren Kjeld Gaard-Frederiksen.

Selv om familien har fået medhold i udlændingenævnet, så betyder det ikke, at den 14-årige kinesiske pige er sikker på at blive. 

Sagen skal nu behandles endnu engang i udlændingestyrelsen og det kan i følge stedfaren tage 7-8 måneder.