Nyt datacenter skal hjælpe danske fodboldklubber

Divisionsforeningen har indgået et samarbejde med it-virksomheden KMD om anvendelse af data.

FC Midtjylland er en af de danske klubber, der mest aktiv bruger data i det daglige arbejde. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Et nyt digitalt lager af fodbolddata skal efter planen se dagens lys i sommeren 2019.
    
Det sker som følge af et samarbejde mellem Divisionsforeningen, som er 56 danske fodboldklubbers organisation, og it-virksomheden KMD.
    
Det skriver parterne i en fælles pressemeddelelse.
    
Formålet er at styrke klubbernes anvendelse af sportsdata, fortæller Claus Thomsen, som er direktør i Divisionsforeningen.
    
- Det kan eksempelvis være adgang til avanceret statistik fordelt over flere sæsoner og modstandere.
    
- Det håber vi, kan give dansk elitefodbold et ekstra skub fremad på internationalt niveau, og vi ser frem til de nye datamuligheder, siger han i meddelelsen.

27:54

Håndboldmagasinet Overtrådt satte fornylig fokus på brugen af data i eliteidræt. Se debatten her. Medvirkende er cheftræner i Bjerringbro-Silkeborg, Peter Bredsdorff, chefscout i FC Midtjylland, Kristian Kjær, og chefkonsulent i KMD, Frans Hammer.

Luk video

Direktøren tilføjer, at de nye data vil give klubberne bedre muligheder for at bruge data i "den daglige træning og udviklingen af fodbolden".
    
KMD har allerede et samarbejde med det danske landshold. Christian Binggeli-Winter, direktør for data og analyse hos KMD, har store forventninger til det nye datacenter.
    
- Nu kommer version 2.0, hvor vi gør komplekse data til et nyt redskab i fodboldverdenen, som kan reducere lange skadespauser, sikre de rigtige afslutninger og udvikle spillet til nye niveauer.
    
- Vi er glade og stolte over at levere teknologien, der for alvor skal gøre data til en del af dansk fodbold, siger direktøren.
    
Opbygningen af det nye datacenter begynder i starten af det nye år. Parterne sigter efter at have de første data klar til brug til sommer.
    
/ritzau/