Ny strandvej ved Lyngby

Thisted Kommune vil genetablere adgangen til stranden ved Lyngby. Men der er fortsat ingen afklaring på, hvem der skal rydde op efter strandet drivtømmer.

drivtoemmer.jpg

Der er endnu ingen afklaring på, hvad der skal ske med de op mod 200 m3 drivtømmer, som siden forrige fredag har ligget spredt over 1,5 km strand ved Lyngby.

Kommunen laver vejen

Men Thisted Kommune har nu meddelt, at den vil stå for at genetablere adgangsvejen til stranden ved Lyngby. Det skriver Nordjyske.dk.

Ædt af havet

Vejen forsvandt for fire år siden, da havet sidst åd af klitterne ved Lyngby. Siden har en genetablering været diskuteret, men med den store mængde strandede drivtømmer er problematikken om den manglende adgang til stranden blevet særdeles påtrængende.

Midlertidig løsning nødvendig

Strandfoged i Lyngby Poul Erik Kaagaard Nielsen håber, der nu allerførst kan etableres en midlertidig løsning for at få fjernet de mange tusinde planker trygimprægneret træ, men han ved endnu ikke, hvordan det kommer til at foregå.

Håber på afklaring denne uge

Midt- og Vestjyllands Politi arbejder fortsat på at få klarlagt, hvem der skal betale for oprydningen. Det er et svensk firma, som ejer tømmeret. Svenskerne havde sat det på skibet til England, hvor det skulle sælges, men før det var afsat røg lasten over bord. Politiet håber, der kommer en afklaring her først på ugen.