Ny prognose: Det solrige vejr har låst sig fast

Jetstrømme i de øvre luftlag over Atlanten sender lavtryk længere mod nord og mere varme over Danmark.

Der er endnu ikke grund til at pakke badetøjet væk. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Det varme og solrige vejr vil tilsyneladende ingen ende tage.

I en ny månedsprognose fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er der ikke tegn på markante forandringer på vejrfronten den næste måneds tid.

- Der er ikke rigtig noget nyt under solen. Det ser ud til, at det varme, tørre og solrige vejr fortsætter, siger meteorolog Mette Zhang.

De næste dage er der udsigt til regulær hedebølge i Danmark.

I weekenden skifter vejret en anelse, og vi kan vente lidt faldende temperaturer og en overgang regn. Måske endda ledsaget af torden.

Men det er kun en kort overgang. For når der står mandag på kalenderbladet, så er vi tilbage igen i samme skure.

- Så venter vi igen dagtemperaturer op til 28 grader og mulighed for tropenætter, siger Mette Zhang.

- Det ser ud til, at vejret er gået i hak, tilføjer meteorologen.

Den fastlåste vejrsituation skyldes de øvre luftlag, de såkaldte jetstrømme.

- Det skyldes, at jetstrømmene, der styrer vejrudviklingen, holder sig et godt stykke ude over Atlanten, så lavtrykkene kører vest om England og op over Nordskandinavien i stedet for.

- Vi har højtryk ind over eller i nærheden af Danmark, og det gør, at vi ligger på den varme side vejrmæssigt, siger hun.

Selv om det ikke kan udelukkes, at der også kommer regn, byger og måske torden, kommer der ikke nedbør i nævneværdige mængder.

Og slet ikke nok til at rette op på det ildrøde tørkeindeks.

Mens sol og varme ser ud til at dominere i hvert fald de kommende uger, ser det lidt mere usikkert ud fra midten af august.

Der kan komme korte perioder med mere ustadigt vejr og byger. Men temperaturen vil stadig være over det normale, lyder forudsigelsen.

/ritzau/