Nu skal ulven fanges på fersk gerning

Trods ulvesikrede hegn er et større antal får og lam forsvundet sporløst hos en fåreavler. Nu skal hegnene overvåges.

Ulv fanget af et privat vildt kamera. Foto: Ulvetracking.dk

Hos fåreavler Jørgen Blazejewicz fra Storålam er indhegningerne blevet ulvesikret, men fåreavleren har siden oplevet, at en lang række husdyr er sporløst forsvundet.

Det får nu Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen til at beslutte, at der skal sættes omkring 20 vildtkameraer op omkring indhegningerne. De skal kaste lys over, hvordan hegnene virker og eventuelt få en forklaring på, hvordan husdyr har kunnet forsvinde.

- Vi vil gerne have et bedre indblik i, hvad det egentligt er, der sker. Om det er ulven, der forårsager det her. Det kan de her kameraer bidrage til, fortæller ministeren.

Kameraerne bliver siddende, indtil området er afgræsset. Herefter bliver fårene flyttet til nye og større arealer.

Miljø- og fødevareministeren besluttede i foråret 2017 at etablere en tilskudsordning, hvor husdyrholdere i afgrænset område syd for Holstebro kan få tilskud til at ulvesikre hegn.

Ulvesikre hegn

  • Hvis man har mindre husdyr, som får og geder, har det siden april i år været muligt at få tilskud fra. Miljøstyrelsen til at ulvesikre sine hegn i et afgrænset område syd for Holstebro.
  • Ordningen bygger på erfaringer fra lignende ordninger i Tyskland og på vejledninger om rovdyrsikre indhegninger fra Det Svenske Vildtskadecenter.
  • Området, hvor der kan søges tilskud, er ca. 330 km2 og går fra Holstebro vestpå til Vemb sydpå til Tim og østpå til Grønbjerg og tilbage til Holstebro.
  • Siden april har Naturstyrelsen ulvesikret ca. 35 km hegn i området, mens private husdyrholdere har ulvesikret ca. 10 km hegn.

Fakta