Nu går det løs: Flere veje er spærret

Der er tidligere sket store skader i forbindelse med storme her i landsdelen, og Gorm ser heller ikke ud til at suse forbi i stilhed. Arkivfoto.

Nu går det løs: Flere veje er spærret

Gorm er for alvor igang med at spille med musklerne. Flere veje blevet spærret af blandt andet væltede træer.

Lige nu vælter det ind med meldinger om spærrede veje og væltede træer. I løbet af de sidste ti minutter er der kommet følgende ind: 

  • Hovedvej 16 er spærret ved Råsted af væltede træer. Vejhjælpen er formentlig fremme kl. 21:45.
  • Hovedvej 16 og delvist hovedvej 28 ved Tim er spærret grundet fire væltede træer. 
  • Lomborgvej mellem Ramme og Lomborg tæt på Lemvig er også spærret. Her er det ligeledes et væltet træ, der er synderen. 
  • I Skive er den gal ved Glyngørevej, som er oversvømmet af vand fra en mark. Lige nu står der 15-20 centimeter vand på kørebanen, og bilister skal finde en alternativ rute. 
  • Det skal de også ved Holstebrovej i Skive, som fortsat er lukket, efter et tag rev sig løs omkring klokken 18:30. 
  • ​Og i Silkeborg er et stillads ved at vælte ud på Drevsensvej i krydset ved Hostrupsgade. Vejen er ved at blive afspærret, og folk opfordres til at holde afstand.  

- Det går sindssygt hurtigt med meldingerne lige nu. Heldigvis er der ikke ret mange mennesker på vejene sådan en søndag aften, og vi synes da, folk skal blive ved med at holde sig indendøre, siger vagtchef Kjeld Nedergaard fra Midt- og Vestjyllands Politi. 

Man kan følge problemerne op de større veje ved at følge dette link til Vejdirektoratets trafikinformation