Naturister: Havearbejdet klares bedst nøgen

I dag er det international "Gå nøgen i haven"-dag. Det blev også markeret i det midt - og vestjyske.

Det er lørdag. Solen skinner hist og her landsdelen. Og så er det international "Gå nøgen i haven"-dag.

Naturist og formand for Danske Naturister MidtVest, Henning Møller fra Thy, har i dag været nøgen bag hækken. Det behøver han nu ingen særlig anledning til.

- Vi gør det både fordi vi kan li' at være nøgen og velværen i at få sol over det hele og nyde at gå rundt uden tøj og blive gennemvarmet af solen, siger han.

Den Internationale "Gå nøgen i haven"-dag stammer oprindeligt fra USA, men de danske naturister er også hoppet med på bølgen. Henning Møller går nøgen i haven hver gang, det er muligt.

- Man skal selvfølgelig aldrig støde nogen, det har vi aldrig nogen interesse i. Men vi har en lukket have med hæk omkring, så kommer naboen, så er det hans problem, så må han vende om i indkørslen, siger han.

Pas på blufærdighedskrænkelse, sol og hækklipperen

I følge Bolius er der dog visse forholdsregler, man skal tage, inden man hopper i adamkostumet til havearbejdet.

8.000 mennesker kommer nemlig årligt på skadestuen i Danmark efter ulykker som følge af havearbejde, hvor de typisk kommer til skade på en stige, med en hækkeklipper eller plæneklipper.

Når du ikke har tøj på - og fx heller ikke bruger sko eller handsker - forøger du risikoen for at komme til skade, fordi du eksponerer en større flade af din krop og hud og dermed er mere sårbar over for fx hudafskrabninger, sår og vildfarne kviste fra din hække- eller plæneklipper.

Ud over de farlige haveredskaber er det godt at være opmærksom på såvel solens skadelige stråler og risikoen for at gøre dig skyldig i blufærdighedskrænkelse.

Selvom du er på din egen matrikel, kan du godt komme til at overskride lovgivningen ved at gå nøgen rundt i din have.

Du kan nemlig komme ud for, at naboer og forbipasserende føler sig krænkede over din nøgenhed.Det gælder især, hvis din grund ligger ud til et busstoppested eller en etageejendom, hvorimod du roligt kan smide tøjet, hvis din have er aflukket og folk udefra skal gøre sig anstrengelser for at komme til at se ind i haven - fx ved at bruge en stige eller lave hul i hækken.

Jo mere synlig, du er, jo større er risikoen for, at du kan støde andre. Det skriver Bolius.

Se mere om den alternative dag i haven i vores udsendelse 19.30:

02:10 Luk video