Næsten 100 procent økologisk

Vestjyllands Højskole har fået et økologisk spisemærke, der betyder, at mere end 90 procent af skolens råvarer er økologiske.

Vestjyllands Højskole har som den første højskole i Danmark fået et økologisk spisemærke i guld. Det betyder, at økologi udgør minimum 90 procent af højskolens råvarer. Det skriver Ringkøbing-skolen i en pressemeddelelse.

- Vi er stolte og glade for, at vi kan vise vores elever og kursister, at det ikke bare er tomme ord, men noget vi rent faktisk har fået en anerkendelse for, fortæller køkkenleder Kirsten Bjerge.

Det er Fødevarestyrelsen, der har givet mærket til Vestjyllands Højskole. Og netop økologi, bæredygtighed og CO2-neutralitet er den vestjyske højskoles varemærker.

- Vi er kendt for vores gode økologiske mad og har også lige holdt kursus herom for andre højskoler. Med guldmærket har vi fået endnu mere vægt på ordet, siger forstander Else Mathiassen.

Det er gratis at få spisemærket.