Muslimsk familie holder dansk jul

Selvom familien Al Kole stammer fra Irak, så holder de dansk jul - det er en vigtig del af den danske kultur.

familie1.jpg
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Der er trængsel og alarm i køkkenet hos familien Al Kole i Holstebro. Tre generationer er samlet og er i gang med at bage de allersidste julekager. Vaniljekranse efter gammel dansk opskrift.

- Det bringer sådan et liv i huset. De hygger sig sammen, og det forstærker faktisk fællesskabet mellem mine børn, og jeg bliver glad, siger Helbeen Al Kole.

Men selvom alle traditionerne er danske, så stammer familien ikke herfra. Helbeen Al Kole flygtede sammen med sin mand og dengang tre børn fra Irak. Men siden de ankom til juleklædte Holstebro en decemberdag i 1998, har de dyrket julen, som var det en del af deres egen kultur.

- Det første vi mødte, det var sne og pyntning i Holstebro gågade, og vi tænkte, hvad er det dog for noget. Men allerede der fortæller vores far, at det her er jul i Danmark – det er sådan man fejrer jul, siger Payman Al Kole, der er en af søstrene i familien. 

Tre generationer er samlet i køkkenet, hvor de laver danske julesmåkager.
Tre generationer er samlet i køkkenet, hvor de laver danske julesmåkager.
Foto: Hans Vittarp

Brugte sin første løn på julemad

Bare fordi der pludselig er sne og jul, i det nye land man kommer til, så flytter julen ikke ind af sig selv. Derfor gjorde Ayhan alt for at hans familie skulle opleve den samme jul, som alle hans klassekammerater. Han fik job som opvasker på en restaurant i byen, og hans første løn blev brugt med det samme.

- Jeg fik min første check på 736 kroner, og da jeg havde fået to gange af dem, der gik jeg over til forskellige indkøbssteder i byen og fyldte nogle poser op. Jeg købte noget and og noget kalkun, noget ris og kirsebærsovs på karton – jeg købte lige det, jeg tænkte, man spiser til jul, siger Ayhan Al Kole.

Da han kom hjem og viste sin mor, hvad han havde købt, trillede tårerne ned ad kinderne på hende.

- Jeg blev meget rørt. Han havde arbejdet og tjent penge, og så køber han alle de ting til jul, fordi han sætter pris på julen. Han vil gerne julen, siger Helbeen Al Kole.

Sådan startede familien Al Kole’s juletradition. I en lille lejlighed i Asagården i Holstebro, med et lille plastikjuletræ og meget små gaver 

Ægteparret Al kole og deres tre børn kom til Danmark i 1998.
Ægteparret Al kole og deres tre børn kom til Danmark i 1998.
Foto: Hans Vittarp

”Julen skal være en fast del af min søns liv”

Siden 90’erne har julen udviklet sig hos familien Al Kole. Julen er blevet endnu mere dansk, i takt med at familien er blevet integreret i deres nye land.

- Vi betragter os som en del af det danske samfund. Vi betragter os som danskere, og vi vil gøre de samme ting, som alle andre danskere gør, siger Helbeen Al Kole.

Initiativtageren til familiens jul er blevet en voksen mand. Han er uddannet læge, er gift og i år er han blevet far for første gang.

- Jeg er glad for, at min kone og jeg er enige om, at julen selvfølgelig skal være en fast del af vores liv og vores drengs liv. Han skal vokset op med, at julen er en god ting i Danmark og dansk kultur, siger Ayhan Al Kole.

Traditionen tro bliver juleaften fejret hjemme hos forældrene.

- Det er lige meget om man er kristen, muslim, baptist eller jøde – man skal bare holde jul. Det er hyggeligt, og familien bliver samlet, siger Helbeen Al Kole. 

9:09
Her kan du se hele indslaget om den muslimske familie, der holder dansk jul.