Museum presser på for at få mindepark

Strandingsmuseet i Thorsminde vil lave mindepark for de 9000 sømænd, der mistede livet i 1916. Men det er ikke lige til, for klitterne i området er fredet. Nu vil de have en dispensation.

mindepark.jpg

Ideen til mindeparken for Jyllandsslaget ligger grydeklar.

I klitterne ved Strandingsmuseet skal der over 37.000 kvadratmeter stå 25 sten - et for hvert skib, der forliste under slaget i 1916. Dertil skal der stilles 9000 statuer op - en for hver af de 9000 sømænd, der mistede livet.

 - Jeg tror ikke, at der er ret mange danskere, som er klar over, at verdens største søslag fandt sted lige vest for Thorsminde. I respekt for de britiske og tyske søfolk der druknede, synes jeg, at det er vigtigt, vi får mindeparken op at stå, siger Søren Gade, der er formand for den selvejende institution "Mindepark for Jyllandsslaget den 31.05.1916."

Selv om ambitionerne er store, er det på nuværende tidspunkt dog langt fra at blive en realitet.

Ingen dispensation

Klitterne, hvor mindeparken skal ligge, er fredede. Derfor kræver det en dispensation fra Naturstyrelsen.

 - Det er en konkret vurdering fra sag til sag, hvornår der er et særligt tilfælde. Så det er et spørgsmål om at modtage en ansøgning på et konkret projekt og vurdere den enkelte sag. Derefter kan vi se om, der her er et særligt tilfælde, som kan begrunde at give en dispensation, siger kontorchef Rolf Hoelgaard fra Naturstyrelsen.

Vigtig historie

Formanden for Kultursamarbejdet i Midt- og Vestjylland, Johs. Poulsen, mener, at der er en rigtig god grund til at se bort fra klitbeskyttelsesreglerne i dette tilfælde.

 - Jeg synes, at man skal give en dispensation, når der en sjælden gang er en god grund til det. Og det er der i det her tilfælde. Det er en vigtig historie at få fortalt, og det er det rigtige sted at fortælle den.

Tager sagen op med miljøministeren

Esben Lunde Larsen (V) mener, at det er vigtigt med en debat om de beskyttede områder ved kysten.

 - Jeg kan tage sagen op med miljøministeren og høre hendes generelle holdning til det.

Tror på dispensation

Selvom de omfattende mindepark lige nu ser ud til at skylle ud i vandet, så håber Søren Gade, at det bliver en realitet.

 - Jeg håber på, at der er en dispensationsmulighed. Der er jo tale om et stykke strand, som er gammelt opfyld fra lossepladser og andet, så jeg håber meget, at det er muligt.

Hør formanden for den selvejende institution "Mindepark for Jyllandsslaget den 31.05.1916.", Søren Gade, fortælle om projektet her:

0:53
Soeren Gade

Hør hvad folketingspolitiker Esben Lunde Larsen (V) mener om, at der ikke kan gives dispensation:

 

0:52
Esben Lunde Larsen