Mørklagte gader giver utrygt natteliv

I ren spare-iver har Holstebro Kommune slukket for gadelyset om natten. Men de mørklagte gader skaber utryghed i nattelivet, lyder kritikken fra restauratører og dørmænd.

1. januar slukkede byrådet i Holstebro for gadelyset mellem klokken 01 og 05. I dag, en lille måned senere, bliver den beslutning stærkt kritiseret af formanden for restauratørerne i byen.

- Det er jo med hovedet under armen, at man har besluttet sådan en ting. Stofhandel og overfald er jo oplagt nu, mener formanden Poul Christensen.

På et møde i mandags behandlede Teknisk udvalg et forslag om igen at tænde for lyset i midtbyen på de steder, hvor nattelivets gæster færdes. Et forslag, der ville koste 15.000 kroner om året. Men forslaget blev nedstemt.

- Jeg vidste godt, at det ville give nogle protester at slukke lyset, men vi valgte at hoppe ud i det, da vi skal spare nogle penge. Hvis vi ikke holder fast nu, så er besparelsen væk, forklarer Dansk Folkepartis Eli Vium, der er medlem af Teknisk udvalg i Holstebro Kommune.

Flere kommuner her i landsdelen har brugt det samme sparekneb. Blandt andet i Ringkøbing-Skjern, Viborg og Silkeborg Kommuner. I Viborg blev lyset dog tændt igen, da der blandt borgerne var utryghed i mørket. Også i Silkeborg har politikerne valgt at tænde lyset igen.