Mølleproducent truer staten med sagsanlæg

Forslaget om at reducere støtten til husstandsmøller kan tage livet af en hel branche, mener producent fra Viborg.

Niels Martin Jørgensen, ejer af Cirkel Energi i Viborg
Niels Martin Jørgensen, ejer af Cirkel Energi i Viborg

Ejeren af Cirkel Energi i Viborg - et firma der producerer husstandsvindmøller - truer med at hive staten i retten, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Det er forslaget om at reducere tilskuddet til husstandsvindmøller, der har fået ejer og direktør Niels Martin Jørgensen op i det røde felt. Forslaget, der allerede er førstebehandlet i Folketinget, truer en hel industri på livet, mener branchen.

- Lovforslaget medfører drastiske ændringer, når tilskud til produceret strøm reduceres kraftigt og den samlede el-produktion fra nye vindmøller begrænses til en pulje på én megawatt per år, hvilket svarer til 50-75 husstandsvindmøller. Det kan ingen vindmølleproducent leve af, og det slår samtidig bunden ud af et begyndende eksportmarked, når vi ikke har en solid base på hjemmemarkedet, siger Niels Martin Jørgensen.

Han forklarer ikke, hvad der skal til, førtruslerne om et sagsanlæg bliver ført ud i livet. Men hans frustration deles af Brancheforeningen for Husstandsvindmøller. Formand Mogens Petersen siger til Viborg Stifts Folkeblad, at forslaget kom som en bombe, og at det er udansk at lave et lovforslag med tilbagevirkende kraft uden at høre branchen.