Mistede ben efter motorcykelulykke
En motorcyklist kørte lørdag frontalt sammen med en personbil på Viborgvej ved Skive.
Det var en 39-årig mand fra Spøttrup, der lørdag omkring klokken 17 kørte direkte ind i en modkørende bil ved en vejchikane.
- Motorcyklen stopper med det samme, og han flyver hen over bilen og ender i grøften. Som følge af ulykken mister han sit venstre ben, siger Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Den 39-årige motorcyklist var efterfølgende i livsfare og blev kørt til sygehuset i Aarhus. I den modkørende bil sad en 27-årig kvinde fra Højslev, som ikke kom til skade under ulykken.
Politiet fortæller, at motorcyklisten nu er stabil og udenfor livsfare.