Antallet af motorcykeluheld skal ned

Antallet af motorcykler på de danske landeveje stiger, og derfor går kørelærerne, mc-forhandlere og køretekniske anlæg sammen om at forbedre sikkerheden.

Motorcykel
Foto: Colourbox

Der bliver flere og flere motorcyklister. Salget af nye motorcykler er siden 2013 steget med næsten 90 procent, og bestanden af indregistrerede motorcykler er tæt på 155.000 styk.

Med flere motorcykler på motorvejen, så kan der statistisk set sagtens komme flere uheld, derfor går kørelærerne, forhandlerne og de køretekniske anlæg nu sammen for at forbedre sikkerheden.

- Mange af de cirka 250 uheld med personskade, der hvert år involverer danske motorcyklister, kunne måske have været forhindret, og det er dem, vi i samarbejde  med DKU og KTADK har fokus på. De uheld hvor manglende træning kan have været medvirkende årsag, siger John Tange, formand for Motorcykel Forhandler Foreningen fortsætter:

- Desværre ser vi i statistikkerne også uheld, der ikke kan forhindres. For eksempel uheld som følge af brugstyveri af motorcykler, eller hvor føreren ikke har kørekort til motorcykel. Nogle af disse ender desværre også fatalt, siger MFF-formanden.

Adgang til køretekniske anlæg

Motorcykel Forhandler Foreningen (MFF), Dansk Kørelærer-Union (DKU) og Foreningen af Køretekniske Anlæg i Danmark (KTADK) har siden begyndelsen af 2016 arbejdet med udviklingen af det nye initiativ.

På 28 af landets køretekniske anlæg kan man fra april for blot 495 kr. gennemføre det køretekniske grundkursus "Sikkerpå2Hjul", der skærper motorcyklistens færdigheder i en farlig situation. Samtidigt sættes der gang i en kampagne, der skal få motorcyklisterne til at tænke over sikkerheden.