Minister klar med nye initiativer for ulveforvaltningen

Miljøminister Lea Wermelin vil på mandag fortælle om sine planer for forvaltningen af ulve.

Ulv
Foto: Morten Juhl / Ritzau Scanpix

Miljøminister Lea Wermelin (S) er klar med en række nye initiativer for forvaltningen af ulve i den danske natur.

Ministeren har indkaldt pressen til et møde i Bryrup på mandag, hvor hun vil fortælle om sine planer.

Præcist hvad ministeren har tænkt sig at præsentere, er indtil videre hemmeligt, men Miljøministeriet oplyser til tvmidtvest.dk, at der er tale om en opdatering af forvaltningsplanen, og at det blandt andet drejer sig om mulighederne for at udvide det område, hvor man kan få støtte til ulvesikret hegn.

Ministerens initiativ kommer i kølvandet på flere dokumenterede ulveangreb de seneste uger. Der har som flere gange tidligere været angreb på får, men DNA-prøver har også dokumenteret, at det var ulven, der i september dræbte en pony, som firmaet Storålam brugte til naturpleje i Sandfær sydvest for Holstebro.

Det var det første dokumenterede angreb på ponyer/heste i Danmark.

Miljøminister Lea Wermelin.
Miljøminister Lea Wermelin.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Redaktøren af Facebook-gruppen Her er ulven i Danmark, Erik Poulsen, er spændt på, hvilke initiativer ministeren præsenterer.

- Jeg forventer, at det er nogle akutte initiativer, fordi man langt om længe har indset, at der skal gøres noget for at hjælpe husdyrejerne, siger Erik Poulsen, der også er tidligere kandidat til Europa-Parlamentet for Venstre.

Den nuværende forvaltningsplan for ulven stammer fra 2014. Vildtforvaltningsrådet opgav sidste år at blive enige om et nyt udspil, og siden har både venner og modstandere af det nye rovdyr spændt ventet på en afløser for den nuværende plan.

- Forvaltningsplanen siger, at der ikke er risiko for angreb på kvæg og heste, men vi kan jo konstatere, at der er angreb både her og i udlandet. Det forventer jeg, at man reagerer på, men det er også vigtigt at understrege, at der stadig er brug for en ny forvaltningsplan, ligesom EU skal på banen. Det her er et grænseoverskridende problem, siger Erik Poulsen.

2:04
Se også - indslag fra den 28. september om angreb på ponyer i Sandfær Plantage. Det er senere blevet dokumenteret, at det var en ulv, der dræbte mindst en af ponyerne.