Millionhavn på vej til Jegindø

En investering på 5,5 mio. kroner udvider havnen på Jegindø markant, så der årligt kan landes langt flere muslinger og østers i Limfjordshavnen.

jegindoe.jpg

Milliontilskud fra Struer Kommune og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri sikrer nu, at havnen på Jegindø kan udvides, så der i fremtiden bliver bedre plads til Limfjordsfiskerne og deres fangst.

Kommunen og ministeriet har hver givet 2,5 mio. kr. til udbygningen. Pengene skal blandt andet bruges til en ny lossekaj for muslingefartøjer, en dybere sejlrende og bedre forhold for fiskerne, så de kan klargøre deres fangst til salg direkte fra Jegindø.

Målet er, at havnen vil kunne betjene seks-syv muslingefartøjer samt andre fartøjer til blandt andet østers og søstjerner, som der også er stigende efterspørgsel på. Det betyder, at havnen om fem år forventer at kunne lande for 11 mio. kr. muslinger og 1,5 mio. kr. østers.

Salg direkte fra øen

Udbygningen af havnen vil også give plads til afsandingscontainere, så forarbejdningen af skaldyrene kan ske på Jegindø, og fangsten dermed kan blive solgt direkte videre fra øen.

Formanden for Jegindø Havn, Bo Husted Kjeldgaard, er glad for tilskuddene fra ministeriet og Struer Kommune.

- Tilskuddene er en vigtig brik, hvis Jegindø Havn skal overleve i fremtiden. Vi vil jo gerne kunne drive en havn, der kan tage imod en større fangst og have plads til større skibe, og det får vi nu, siger Bo Husted Kjeldgaard.

Det første spadestik tages allerede fredag d. 21. november og den nye havn forventes at stå færdig i foråret 2015.