Midt- og Vestjylland ramt af bilindbrud

Natten til onsdag har stået i bilindbrudenes tegn. I Holstebro gik det udover seks biler, mens der i Silkeborg blev stjålet fra 9 biler.

Politiet i Silkeborg har natten til onsdag oplevet en bølge af indbrud i biler. Hele ni bilers ruder er blevet smadret og bilerne er endevendt for ting af værdi.

- Vi opfordrer alle til, at ting af værdi ikke efterlades i bilerne, siger vagthavende hos Lokalpolitiet i Silkeborg Lasse Ivanøe.

Bilerne har holdt på de store parkeringspladser ved Lupinvej og Resedavej. Og de mange indbrud har fået politiet til at kontakte de omkringliggende politikredse

- Når der kommer sådanne indbrudsbølger, tjekker vi altid med vores kolleger, om noget kunne tyde på, at det er en særlig gruppering eller bande der er i området, siger vagthavende hos Lokalpolitiet i Silkeborg Lasse Ivanøe.

Også Holstebro blev natten til onsdag udsat for flere indbrud i biler.